Anmeldelse
Barolo Kvartetten af Bjarne Reuter
- Log ind for at skrive kommentarer
Et ægteskab præget af falske toner og løgne, på randen af et sammenbrud. Hvem hjælper adskillelsen på vej? Og er et mord med musik i mon den rigtige løsning?
David Zeeberg er en verdensberømt pianist, hvis ægteskab knirker. Han er adskillige år ældre end sin kone Anne, og da hun er meget alene, når han er på turné, har hun fundet sig en elsker, Lau. En dag løber fantasien af med Anne og Lau, de planlægger et minutiøst mord på David. Anne får dog kolde fødder og forsøger at kontakte Lau for at aflyse. Men for sent. David bliver myrdet. Men af hvem?
Anne har intet alibi, da forbrydelsen bliver begået og bliver mistænkt for mordet. Opklaringsarbejdet går i gang, og Annes liv udvikler sig til en heksekedel af ubesvarede spørgsmål, angst og søvnløse nætter. Hvor er elskeren henne? Hvad sker der i huset om natten? Hvem er det der vil skræmme Anne?
Musikken i bogen er et centralt tema, Davids stemninger afspejles i den musik, han spiller, undtagen når han optræder. Når han f.eks. føler, at Annes spørgsmål bliver for nærgående, skruer han op for musikken for at camouflere, at han ikke vil tale om det eller lader, som om han ikke kan høre. Han er fintunet til at kunne fornemme selv den mindste mislyd, også når det ikke handler om musik. ”Han stod på samme plet som før og gyngede urytmisk og stift til musikken, øjnene var lukkede, men hun kendte ham godt nok til at vide, at alle hans sanser var vidtåbne.” (Side 25) Hendes følelser er mere beskrevet i nostalgisk sammenhæng, når hun tænker tilbage på sit liv, før hun mødte ham, og hvad hun bragte med sig ind i ægteskabet. Hun har en bestemt plade, som minder hende om den tid.
Romanen er fyldt med symboler, som illustrerer ovennævnte og samtidig understreger den forskellighed, der har udviklet sig mellem David og Anne. De lyse og mørke toner i ægteskabet kan ses som symbol for gode og dårlige tider. F.eks. at han rejser alene, hvor hun ofte rejste sammen med ham tidligere.
En psykologisk spændende, velskrevet, tankevækkende og til tider underfundig roman, som sagtens kan læses mere end én gang. Man føler sig af og til trukket rundt ved næsen, og alligevel læser man videre og overraskes.
Gyldendal, 2002. 277 sider
Brugernes anmeldelser