Englene i Avignon

Danmarks store forfatter har gjort det igen. I sin nye historiske roman leverer han smæk for skillingen i en fremragende fortælling præget af stor fortælleglæde.

Bjarne Reuter har været vidt omkring i genrerne i sit lange forfatterskab, børnebøger, fantasy, krimier, sjove bøger og så netop de historiske fortællinger. Perioden fra den tidlige middelalder har han tidligere beskrevet i ’Løgnhalsen fra Umbrien’, og stemningen og miljøet fra den bog, kan man genfinde i denne nye fine fortælling. Historien om englene er dog mere alvorlig og dyster, og hen ad vejen udvikler plottet sig faktisk til en slags mordgåde. Sammenligningen med Ecos ’Rosens navn’ er nærliggende, og Reuters roman klarer sig i den sammenhæng aldeles fortræffeligt.

Noget ondt har taget bo i pave Clemens V, og i hemmelighed planlægges en pilgrimsfærd til en legendarisk bro i Italien. Pavens livlæge, Cobus, munken Enzo og pavens fem messedrenge skal følge ham på færden, og som den sidste rejseledsager tilkaldes djævleuddriveren Pieter van Dreusen til pavepaladset i Avignon. Dreusen har fået et legendarisk rygte som bekæmper af ondskab, men ingen ved, at den lille dværglignende mand i virkeligheden er en charlatan, som kun har lidt urteforstand og nogle virkningsløse trylleformularer. Det umage selskab drager af sted på den lange og farefulde færd, og det skal snart vise sig, at selskabet ikke kun vil møde vanskelige bjerge, røvere og vilde dyr, men der foregår også fordækte ting blandt de rejsende. En efter en falder medlemmerne bort på mystisk vis.

Romanen er mesterligt komponeret således, at hele historien udspringer af et væddemål mellem Gud (Leopold) og Djævelen (Angelo). I virkeligheden genfortælles og fortolkes historien om Job og hans prøvelser. Det er en fremragende og spændende historisk roman, fyldt til randen med faktuelle beskrivelser af katolicismen og pavestyret, maleriske beskrivelser af byer og egne, alt sammen garneret med den særlige Reuterske humor. Plottet er naturligvis indviklet, som det skal være, men det hele går fint op i den sidste ende. De ni hovedpersoner er alle spændende og levende beskrevet. Med et detaljerigt, litterært og poetisk sprog, får man noget nær en fuldkommen læseoplevelse.