Fuck mor og Busser

Rappe i replikken, hurtigtænkende og verbalt opfindsomme som få. Mor og Busser og deres to (teenage)døtre er tilbage for fuld udblæsning. Nu er der dømt ungdomsoprør.

Mor og Busser er tilbage! Og det er de naturligvis i kraft af deres tvillingepiger, Emma og fortælleren, som nu er blevet… oh, skræk… teenagere. I de to foregående bøger Mor og Busser fra 2014 og Mor og Busser skal skilles fra 2016 lærte læseren regnbuefamilien med alle dens genvordigheder at kende gennem barnets, den unavngivne fortællers, øjne. Der er nu gået nogle år i det sammensurium, der udgør pigernes hjem og familiære forhold, og de to er blevet teenagere med hvad deraf følger. Og dét bliver det hele bestemt ikke kedeligere af.

Lad mig for en god ordens skyld lige ridse op: Mor og Busser er lesbiske. Og sammen har de tvillingerne Emma og fortælleren. Mor og Busser danner ikke længere par. Busser er – på Bussers helt egen og meget anarkistiske facon – kærester med Carl og Gustavs mor Malene, og mor er på Tinder. I lebbesiloen (Emmas ordvalg) på Nørrebro bor både nuværende og tidligere kærester dør om dør, og her møder vi igen den brogede flok af (især) kvinder. Men de to i centrum – Emma og fortælleren – er ikke længere de børn, de var. Og dét er netop humlen i denne tredje bog, der bærer den beskrivende og meget rammende undertitel: Ungdomsoprør.

Der bliver ikke ruttet med punktummerne, når Emma og Busser folder sig ud i deres alenlange diskussioner om stort og småt. Hvert kapitel er nærmest én lang, åndeløs sætning, hvor Emma siger og så siger Busser og så siger Emma og så siger Busser – ind imellem afbrudt og komplementeret af fortælleren og mor, som begge er lidt mindre voldsomme i deres verbale fremstød end både Busser og Emma. Det interessante bliver her, at Emma, som er i evig opposition til mor og Busser, rent faktisk har udviklet sig til at blive en miniudgave af Busser. Det kan fortælleren sagtens se, men det siger hun nu ikke til sin søster, da hun udmærket ved, at denne ville blive rasende over at få skudt dét i skoene. Og på den måde minder Emma om en masse andre teenagere, der gør alt, hvad de kan for at stå i så tydelig kontrast til deres forældre som muligt, men som ligner dem langt mere, end de selv kan og vil se.

Som pigerne er blevet ældre, har der gradvist sneget sig andre spørgsmål og overvejelser ind i deres liv. Og selvom de er tvillinger, er de jo også to forskellige individer, og det bliver for første gang rigtig tydeligt her: ”… det er nok også det, at mig og Emma altid har været så mega tætte, og nu er det, som om det er første gang, vi er på vej til at glide væk fra hinanden.” Årsagen er den, at fortælleren er blevet lidt nysgerrig på at finde deres ukendte donorfar, mens Emma mener, at det (som så meget andet) er dybt debilt. Her er de to tøser for første gang i opposition til hinanden, for normalt er det jo ellers dem mod mor og Busser.

Det er både underholdende og rørende læsning – jeg har savnet mor og Busser. Godt de er her endnu.