Da blev jeg døden

En fascinerende fortælling, der får dig til at sluge både fakta og fiktion i et hastigt tempo. Steffen Jacobsen sætter barren højt for den gode historie.

Niels Bohr er i USA, hvor han, sammen med Oppenheimer og alverdens andre kloge hoveder, er i gang med at designe atombomben under tidspres.  Det vi i dag kender som Manhattan-projektet i Los Alamos, New Mexico. Vi er i slutningen af Anden Verdenskrig i juli 1945. Japanerne skal stoppes med atombomben. Den er ikke helt klar, og man ved endnu intet om dens egentlige og altødelæggende kraft.

Med sig har Niels Bohr sin nevø David Adler, som er vores fortæller. Adler er ingeniør og kommer krigskadet og forkrøblet ind i denne hemmelige verden for at assistere Bohr. David har som så mange andre sin egen agenda. Han er observant og ser mange små tegn på, at upassende ting foregår i det skjulte. Hvem er ven og hvem er fjende?  Spændingskurven spændes til det yderste, og jeg glemte, at det hele rent faktisk (næsten) har fundet sted, og nød at læse bogen som den thriller, den også er.

Steffen Jacobsen har med ’Da blev jeg døden’ skabt en slags historisk ’Mad Men’ på bog.  Det flyder med cocktails, cigaretter og skønne kvinder. Videnskabsmændene joker og holder fest i en boble uden for tid og sted. Af og til vågner de op fra begejstringsrusen og tænker på det monster af ødelæggelse, de er ved at lave. Der foregår svimlende livsfarlige test omkring dem, som de må ignorere for at nå deadline for Trinity-testen.

Sproget er flydende og personerne er uden tvivl beskrevet meget tæt på virkeligheden. Jeg fik en stærk følelse af presset på videnskabsmændene og af, hvor store spændingerne må have været.  Alle var mistænksomme overfor hinanden af frygt for, at noget skulle slippe ud til de forkerte. Samtidig var man nødt til at dele opdagelser og informationer for at nå frem til målet i tide. Niels Bohr må have været en fisk i vandet, skønt opfinderboblen bristede til sidst, og virkeligheden indhentede ham.

Da testbomben endelig sprænger, ændres verden, og ingen af de involverede går umærkede derfra. Tænk sig, at man skulle vælge, hvor og hvornår dette våben skulle bruges, uanset hvilke tab der måtte være for. Grusomt. Oppenheimer er citeret for, at han efter Trinyty-testen kom i tanke om en passage fra Bhagavad Gita, en af hinduismens hellige bøger: ”I am become Death, the destroyer of worlds”.