Putins datter

Morten Hesseldahl vil det hele, men når desværre kun det halve i sympatisk politisk thriller om de moralske gråzoner i Ukraine-krigen.

Theis Brodersen er færdig som departementschef i finansministeriet, da han tager skraldet for en fatal regnefejl. Herfra vil han vi sit liv til en tilværelse som kunstmaler – langt væk fra magtens korrumperende korridorer og Djøf-menageri. Det er dog lettere sagt end gjort, og da han kontaktes af sin gamle kollega, den russiske ambassadør, om en tjeneste, er han pludselig en del af en ligeså betændt og beskidt verden som den politiske, han er flygtet fra.

Tjenesten går ud på at hjælpe Vladimir Putins datter med en organtransplantation som et led i en handel på at få 12 gidseltagne, danske fremmedkrigere i krigen i Ukraine hjem. Brodersen må derfor balancere på en moralsk knivsæg for at redde trådene, og sig selv, ud af den storpolitiske suppedas, han er havnet i.

Jeg ved ikke, hvor det plot placerer sig henne på galt eller genialt-skalaen. Om det er overgjort eller opfindsomt. Men jeg vil i hvert fald aldrig glemme, de drejninger handlingen tager, og der skal lyde et helhjertet hurra for, at en spændingsroman på den måde tør gå i kødet på så vedkommende en konflikt med effektfuld brug af kriminalromanens genrekoder (og klichéer). At skitsere et så konkret og interessant, dilemma med så vægtigt et aktuelt baggrundstæppe er en af romanens største styrker. Mennesket i krigen, moralen i politikken, individet i ideologien.

Derfor er det så ærgerligt, at romanen lider under sit eget storstilede, tematiske ambitionsniveau. Fx er emnet organhandel og udnyttelse af flygtninge (et tema der slås an) et spændende og vigtigt emne, men det er som om, vi kun lige skraber overfladen af det, og det giver derfor ikke videre stof til eftertanke. Og det er desværre en tendens ved flere af romanens mange temaer: Smørret skrabes ud på for meget brød. Eller også skal der mere brød til, da romanen ”kun” er på 242 sider. Det gør på den måde, at hele romanens troværdighed er ved at krakelere under en struktur, der har svært ved at rumme de nødvendige nuancer og uddybelser, der skal til for, at læseren bliver draget og beriget af fortællingen. Det er bestemt en læseværdig og interessant fortælling, men man skal være klar på, at den stikker i flere retninger.

Når det er sagt, er Theis Brodersen, romanens altoverskyggende hovedkarakter, et spændende og medrivende bekendtskab. Blandingen af blåskjorte og bohemekunstner lyder måske mærkelig, men den fungerer, og man kan som læser mærke ham som en formfuldendt karakter. Det viser med al tydelighed, at Hesseldahls skarpe sprog kan fremavle en helt, som vi hepper på og føler med. Hvis man, som mange måske, har en tendens til at kategorisere det politiske embedsværk som én stor plamage af kynisme og kalkuler, så repræsenterer Brodersen mennesket i (magt)maskinen, som har det moralske kompas i orden, og det er i sig selv opmuntrende.

I Mørket under isen fik Hesseldahl vævet menneskeskæbner ind i et plot om Danmarks udenrigspolitiske rolle, men her i 'Putins datter' er det som om de store, spændende perspektiver forstummer lidt i et sympatisk, men, i sidste ende, lidt for rodet projekt.