Anmeldelse
Arvestål
- Log ind for at skrive kommentarer
Andet bind i Tobias Bukkehaves spændings-trilogi er en hæsblæsende og eminent historie, der fører Tom Cortzen rundt i verden fra Kabul til Arktis.
Fortællingen fortsætter præcis der, hvor første bind slap. Tom Cortzen er sammen med sin makker, Sommer fra Sektor 7, på mission for at hævne drabet på Toms ven og mentor Krebs, men en eller anden kommer dem i forkøbet og slår Livonius ihjel.
Et halvt år senere er Tom taget til Arktis. Danmarks sikkerhed er på spil. Interessen for Grønland og dets undergrund er stor, og både russerne og USA forsøger på hver deres måde at sikre sig en bid af kagen.
Tom er sendt af sted for at spionere på forskeren, Sestrup, som viser sig ikke at have rent mel i posen. Tom må forsøge at afværge Sestrups samarbejde med russerne samtidigt med, at han på vegne af den danske ambassadør må tage over på kommunikationen med den amerikanske delegation, der netop er ankommet til Grønland for at tale strategi før den kommende Arktis-konference. Det bliver et mærkeligt gensyn med en mand fra Toms fortid i USA.
EOS – det stykke software, som Tom og Sektor 7 tilintetgjorde i første bind – spørger stadig i kulissen, og sammenhænge, som han ikke fik øje på tidligere, går pludselig op for Tom.
Fortiden bliver i det hele taget ved med at indhente ham, og både på det familiære plan og i den gamle vennekreds, venter der ham overraskelser.
'Arvestål' og er en eminent fortsættelse til Kongetro, og både handling og sprog er skåret fuldstændig skarpt. Plottet er virkelighedsnært og troværdigt og med sine referencer til virkelige hændelser føles handlingen så sandsynlig, at man fristes til at tro, at det hele er sket i virkeligheden.
Bøgerne skal læses i rækkefølge.
Brugernes anmeldelser