Hannah

Romandebut om bananer, bare bryster og barske bekendtskaber, men også om overmod og overlevelse outback - med andre ord: En backpackers bekendelser.

Jeg elsker debutanter! Ingen læsning er mere spændende (på grænsen til det nervepirrende) end, når man læser en debutant. Det er sådan lidt: Alt-at-vinde-intet-at-tabe-agtigt. Og endelig får det én til i langt højere grad at gå til bogen på dens egne præmisser.

Til fældet 'Hannah', som er første roman fra forfatterskolede (og nej, det er altså ikke en kritik!) Hanne Højgaard Viemose, blev jeg i første omgang slået af valget af skrifttype. ”Bogen er sat med Courier”, som skrevet står, og det får i vid udstrækning betydning for bogens reelle indhold – det er faktisk ret effektivt. Det ligner nemlig lidt, at bogen er skrevet på en skrivemaskine – et instrument, der var meget brugt for år tilbage. Og af samme grund får bogen et touch af noget primitivt over sig, som smukt supplerer historien.

Pigen Anne er flygtet… nej, forkert… hun er rejst til Australien med en rygsæk på ryggen og følgende tilgang til tilværelsen: ”… jeg havde ingen særlige ideer om, hvad jeg ville med mit liv, bortset fra en forestilling om at være fri, det var noget, jeg havde hørt om.” Og til dem, der måtte tro, at backpackeriet er en dans på roser – tro om igen! I hvert fald hvis man ender i en bananplantage i den australske outback. Det er benhårdt manuelt arbejde, det er verbale syndfloder, og det er kedsomhed på et hidtil ukendt niveau.

Da chancen byder sig, vælger Anne at skifte navn til Hannah – og her midt imellem vil man nok kunne på øje på en Hanne (læs: forfatterinden selv). Og som læser er man da heller ikke i tvivl om, at romanen er bygget på et solidt fundament af autenticitet. Hvor meget eller hvor lidt der er decideret selvbiografisk ved sikkert kun Hanne (og Anne og Hannah), men for nu at spinde en ende: Denne bog skal læses på sine egne præmisser – og bliver den det, er det dejlig uforfinet og uhøjtidelig læsning.