Urmagerens datter

Der mangler hverken kærlighed, svigt, eller ulykkelige skæbner i denne fortælling om familie, slægter og ikke mindst kunstnermiljøet i Victoriatidens England.

Jeg er glad for historier, der springer i både tid og handlingsforløb, men her er det lige ved at blive for meget. Det gælder i allerhøjeste grad om at holde tungen lige i munden, for her er virkelig mange personer og mange handlingsforløb at forholde sig til. Jeg havde svært ved at placere nogle af personerne ved skift fra handling til handling, og det er ærgerligt, da det ødelægger noget af flowet i historien.

Når det er sagt er 'Urmagerens datter' en flot og storslået fortælling med rigtig mange velkomponerede karakterer og et velfungerende og blomstrende sprog, der gør læsningen til en ren fornøjelse. Personerne er for langt de flestes vedkommende levende, vældig tidstypiske og virkelighedsnære, og mange af dem kan man ikke undgå at komme til at holde af. Der er flere i hver tidslomme, som jeg kunne tænke mig at læse meget mere om, og det er fordi, de rører noget i mig på den ene eller den anden måde.

Der er flere hovedpersoner i historien, og så er der huset Birchwood Manor, som egentlig er den eneste gennemgående ”hovedperson” i alle tidslommerne. Handlingen er fokuseret omkring huset, og hele tiden er huset et holdepunkt i de forskellige handlingsforløb, og det er med til at gøre det lettere at holde fokus, når persongalleriet skifter, og man hopper frem eller tilbage i tid. Om end det er lidt særpræget at have et hus som centrum, virker det hurtigt helt naturligt og historien kan ikke være anderledes. Der er flere seriøse og tidstypiske emner, der bliver taget op i løbet af romanen, hvilket også gør den interessant at læse.

Jeg vil anbefale bogen til læsere af Lucinda Riley, Kimberley Freeman og selvfølgelig Kate Mortons tidligere udgivelser. Når først man kommer ind i historien, og det tager desværre en del sider, er den både spændende, rørende og overraskende.