Årene

Virginia Woolfs sidste roman er et panorama over (års)tidernes skiften og livets mange øjeblikke. Så poetisk, levende og nærværende som kun fiktion kan være, når en mester står bag.

London er den vibrerende scene omkring familien Pargiter, som vi følger i tre generationer fra 1880 til midt i 1930’erne. Oberst Abel Pargiter har fire døtre og tre sønner. Da moren dør, tager den ældste datter, Eleanor, over for at styre husholdningen, og senere passer hun faren. Relationerne mellem forældre og børn, søskende, kusiner og fætre er skildret som nedslag gennem årtierne. De enkelte personer træder ikke så tydeligt i karakter, men vi får en enestående rejse ind i sindet, i tanker, i dialoger ved de mange forskellige sammenkomster og scener, der sættes.

Hvert kapitel har et årstal og indledes med at beskrive en årstid, hvor vejret, lyset eller mørket spiller en rolle både på landet og i Londons myldrende og støjende liv. Gadelivet blander sig konstant i samtaler og tanker. Det er så levende, som var det en film. Der er mange detaljer i de interiører, hvor scenerne foregår, ligesom moden og den enkeltes påklædning er beskrevet.  På den måde kommer man tæt på tiden og miljøet. Men detaljerne skygger aldrig for det egentlige, som er relationerne mellem familiemedlemmerne, fordi det på en genial måde indgår i et samlet helhedsbillede.

Begivenheder i den store verden er også med, og de ligger som en ramme om personernes liv og tanker.  Flere har været i Indien, nogle har været soldater, Parnell (fremtrædende irsk politiker) og Kong Edward d. 7 dør. Irland bliver selvstændigt. Der kastes bomber over London under Den Store Krig 1914-18, og en søn dør som soldat.

Eleanor, der er ugift, er en central person. Efter farens død rejser hun verden rundt, er optaget af velgørenhedsarbejde og er flittig til at besøge sin familie. Hun kan huske det hele, og niecen, Peggy, der er ugift læge, vil gerne høre hende fortælle om fortiden, der for hende er fascinerende, tryg og uvirkelig. Familien indeholder mange persontyper. Rose er engageret i politik og bliver fængslet. Edward er ugift og underviser i litteratur, skriver bøger og oversætter. Interessant er det også, når tredje generation, North, der har været soldat og har haft en farm i Afrika, tager på visitter og selskaber.

Tiderne skifter, og værdisættet forandrer sig fra victoriatidens stramme konventioner til en større individuel frihed, men spørgsmålene om identitet, valg, ensomhed og det levede liv, der er opsplittet i øjeblikke, er de samme. Alle personer er forstyrret af det evige tankemylder (stream of consciousness).

Jeg overgav mig fuldstændig til denne sædebeskrivelse af familien Pargiters op- og nedture og den enkeltes kamp for et ståsted i en foranderlig verden. Det er så levende og nærværende som kun fiktion kan være, når en mester står bag. Det er Virginia Woolfs sidste roman, der blev udgivet i 1937 og ifølge pressemeddelelsen også hendes mest populære, mens hun levede. Den udkom på dansk i 1941 og er nu nyoversat af Mette Egerod.