Lykken har otte arme

En gammel tragedie binder på sælsom vis en flok umage mennesker og en blæksprutte sammen i vanvittigt charmerende feelgood-roman.

Det her er sådan en bog, der fra første side lige så stille breder sig ud og overrasker sin læser i et varmt ottearmet favntag. Men hvad skal man egentlig tænke om en bog, hvor én af hovedpersonerne er en blæksprutte? Min anbefaling er, at man bare skal lade sig rive med, for det bliver en aldeles skøn og bevægende rejse ind i et univers fyldt med ægte mennesker, sorg, kærlighed, charme og visdom.

Tova Sullivan er enke og arbejder som rengøringsassistent på det lokale akvarium i den lille badeby Sowell Bay, ikke så langt fra Seattle, Washington. For over 30 år siden mistede hun sin eneste søn, der 18 år gammel forsvandt efter en sejltur, og hendes liv er ret ensomt, når hun nu bor alene med minderne som eneste selskab i sit store hus. Tova er en praktisk og fornuftig kvinde, så da hun begynder at kommunikere med akvariets kæmpe stillehavsblæksprutte, Marcellus, tror hun, at hun måske er gået en lille smule fra forstanden. Men dette anderledes venskab viser sig at være skæbnebestemt og starten på et nyt og overraskende kapitel i Tovas liv.

Bogen er opdelt i titelbårne afsnit, hvor tre mennesker og en blæksprutte skiftes til at have taletid; Tova, købmanden Ethan, musikeren Cameron og blæksprutten Marcellus. De fire fortællestemmer er til at starte med adskilte, men snart begynder en sammenhæng at vise sig, og stemmerne smelter på en måde sammen. De skæbner, man får indblik i, er mennesker på godt og ondt, der har lært (og stadig lærer) at leve med de ar, livet har givet dem.

Det er sprudlende og velskrevet, og jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig – nok også fordi der er en lille snert af mysterie indover. Alt i alt er det en vaskeægte feel good-roman, der, selvom den indeholder nogle næsten ubærlige hjerteskærende passager, samtidig også byder på masser af hjertevarme, kærlighed og skøn humor. Denne lille perle fortjener at blive læst vidt og bredt.