Ræk mig stjernerne

Spændende sødsuppe-romantik baseret på virkelige begivenheder om de ridende bibliotekarer i Kentucky. En smule mere substans og færre blafrende øjenvipper kunne ønskes.

Der er vist ikke ret mange, der ikke kender navnet Jojo Moyes eller har læst én eller flere af hendes bøger. Siden debuten i 2002 har hun udgivet 13 romaner og 2 mini-romaner. Det er noget af en præstation, særligt når resultatet altid er gennemarbejdet og velskrevet. Denne hendes 13. roman er den, der minder mest om hendes første bog på dansk, Brudeskibet fra 2005 (dansk 2006). ’Brudeskibet’ er nemlig baseret på virkelige hændelser og følger en håndfuld unge damer, hvilket også er tilfældet i ’Ræk mig stjernerne’.

Den unge engelske kvinde, Alice, forelsker sig hovedkulds i den flotte amerikaner, Bennett, der tager hende med sig hjem til Amerika. Året er 1937, og Alice have forestillet sig et noget andet og mere glamourøst liv, end det hun bliver præsenteret for. I Kentucky af alle steder. I det hele taget kender de to unge mennesker i bund og grund slet ikke hinanden, og de glider i hver sin retning. Alice stifter bekendtskab med den slagkraftige og selvstændige Margery, der står i spidsen for den lokale afdeling af ”WPA’s program for ridende bibliotekarer”, hvor bøger bringes ud på hesteryg til afsidesliggende hytter og mindrebemidlede familier. Sammen med nogle andre unge kvinder melder Alice sig til tjeneste, og langsomt ændres hendes livssyn, og hun finder en ny glæde ved livet og opdagelsen af friheden af at være den, hun er. Det er dog ikke alle, der ser med milde øjne på de unge damers arbejde og frihedstrang, og de bringes i en håbløs situation, der sætter deres indbyrdes venskaber og liv på spil.

Romanen læser nærmest sig selv, den er flydende og velskrevet og tager udgangspunkt i et interessant emne, særligt for en bibliotekar som jeg. ”WPA’s program for ridende bibliotekarer” var et politisk læseprojekt i USA i årene 1935-1943 som en del af New Deal i 1935. Formålet var at bringe læsestof og viden ud til de fjerneste afkroge af det østlige Kentucky, der var den absolut mest forarmede del af Appalacherne og det sted, hvor færrest kunne læse. Håbet var, at litteraturen kunne være en vej ud af fattigdommen.

Hovedpersonerne er som udgangspunkt fint karakteriserede, men jeg mangler alligevel en smule dybde i persontegningen, særligt synes jeg Alice står meget svagt. Og så er historien sine steder ret sødsuppe-romantisk, hvilket ikke nødvendigvis er nogen dårlig ting, hvis det er dét, man er ude efter. Men jeg kunne godt have tænkt mig en lille smule mere substans og lidt mindre blafrende øjenvipper. Selvom det er godt skrevet!