Solsøsteren : Electras historie

Med Solsøsteren tager serien om de syv søstre en drejning mod det aktuelle og mere alvorlige, og det klæder den.

Vi er nået til historien om den yngste af de seks piger, som Pa Salt har hentet og adopteret, Electra. Hun lever livet i overhalingsbanen som højt feteret fotomodel uden tanke for hverken sig selv eller andre. Hun fylder sig med gin og kokain i rigelige mængder, og da hendes personlige assistent Mariam en morgen finder hende i en virkelig dårlig tilstand, lykkes det endelig at få hende i afvænning.

Opholdet på afvænningsinstitutionen, hvor Electra møder andre, der er endnu mere afhængige end hende selv, gør et kæmpe indtryk på hende, og det bliver begyndelsen til en total omlægning af hendes liv. Fremover vil hun bruge sine penge og popularitet på at hjælpe fattige unge narkomaner.

'Solsøsteren' er efter min mening den bedste i serien, fordi den berører aktuelle problemer fra virkeligheden, og ikke kun er en fin fortælling om fortid og nutid, der smelter sammen. Som i de andre bøger følger man hovedpersonens fortid op gennem generationer, og Electras historie er noget mere barsk end de andre søstres, men bestemt ikke mindre spændende. Hun stammer fra Kenya og har sit smukke ydre fra sin mor, der har arvet det fra kvinderne helt tilbage til oldemoren, som var en masaiprinsesse.

Jeg synes virkelig godt om Electra til trods for hendes fejl og mangler. Det er som om, der helt fra barndommen, hvor hun skreg uafbrudt, har ligget en ensomhedsfølelse gemt i hende, og når man læser hendes historie, kan man godt forstå hvorfor. Lucinda Riley kan bare det med personer, det er en af grundene til, at jeg med stor fornøjelse læser det meste af det, hun skriver.

Sproget er som altid smukt og blomstrende og meget beskrivende og poetisk. Dertil er det lettilgængeligt, og den meget omfangsrige bog er relativt hurtigt læst. Den slutter med en clifthanger af de helt store, og så kan man jo bare håbe på, at der kommer en mere – Serietitlen 'De syv søstre'  mere end antyder det.