Anmeldelse
Stormsøsteren af Lucinda Riley
- Log ind for at skrive kommentarer
Lucinda Riley har et godt skrivegen, der gør hendes lange, episke romaner til fornøjelig læsning. Anden del af historien om de syv søstre er både bevægende og spændende.
Det flotte og beskrivende sprog, som får siderne til at vende sig selv, gør ’Stormsøsteren’ til en virkelig dejlig læseoplevelse. Desuden fungerer det fantastisk godt med romanens to handlingsforløb. Begge historier er velfortalte og spændende, og selvom de er sørgelige, er de også både livsbekræftende og underholdende at læse. Især fortiden fremstår realistisk og autentisk, og det er spændende med et historisk islæt om nazisternes hærgen i Europa før og under 2. verdenskrig. Bogen er anden del af serien ’Syv søstre’, og selvom det er en fordel at have læst første del, kan de sagtens læses selvstændigt.
Da Pa Salt dør kaldes Ally og hendes fem søstre hjem til Atlantis, hvor de alle er vokset op, efter at Pa Salt har adopteret dem fra hver sit sted i verden. Han efterlader dem forskellige spor, der kan føre dem til deres biologiske ophav, hvis de skulle få lyst til at vide mere om det. Ally er i første omgang ikke interesseret i at rode op i fortiden, hun er nyforelsket i sejlerkollegaen Theo og sørger stadig over Pa Salts død. Men da hun kort tid efter mister lysten til sejlerlivet og derfor ikke rigtig ved, hvad hun skal bruge sin tid på, starter hun med at læse den bog, Pa Salt har efterladt hende. Hun bliver i den grad fængslet af historien, og hun beslutter sig for at drage til Norge for at forsøge at finde ud af mere om de mennesker, der måske er en del af hendes fortid.
’Stormsøsteren’ er en rigtig feel-good roman. Den er meget lang, men den føles aldrig for lang, dels fordi bogen er delt i to handlingsforløb og dels fordi sproget er så utrolig flot og ligetil. Personerne er meget autentiske og man føler, at man kender dem. Jeg græd med dem i deres sorg og tog med stor fornøjelse del i deres glæder. Jeg håber, den næste i serien er lige så god som denne, som jeg synes er noget bedre end første bind, jeg glæder mig i hvert fald til at læse den.
Brugernes anmeldelser