Anmeldelse
I ly for regnen af Jojo Moyes
- Log ind for at skrive kommentarer
Jojo Moyes debut er ikke hendes stærkeste eller bedste roman, men den vil utvivlsomt glæde mange fans i vinterens mørke og regnfulde tid.
’I ly for regnen’ skildrer tre generationers livsvalg, kærlighedsforviklinger og hemmeligheder. Det er en god historie, der dog ikke helt lever op til Jojo Moyes andre bestsellerromaner.
I romanens begyndelse møder vi Joy i 1953 i Hong Kong. Hun overværer kroningen af Elisabeth II, og her møder hun sin kommende mand Edward. 40 år senere i Irland bor Joy og Edward på en gård i Irland, og de får besøg af deres 16årige barnebarn Sabine. Hun har ikke noget tæt og nært forhold til sine bedsteforældre, og hun er ulykkelig over at blive sendt væk fra alle vennerne i London, mens moren kan komme sig over endnu et forlist kærlighedsforhold. Sabines mor Kate har aldrig haft et godt forhold til sine forældre, hun løb hjemmefra som 18 årig.
De tre kvinders historier udfoldes langsomt og undervejs er ikke alt rosenrødt. Livets barske realiteter og døden kommer tæt på. Generationers smerte, fortielser og uoverensstemmelser bliver tydelige. Vil de tre kvinder kunne mødes og igen blive en familie med et fælles ståsted?
Romanen er Jojo Moyes debut og bærer præg af ikke at være helt så stramt komponeret som de senere bestsellerromaner. Handlingens langsomme tempo og et stort persongalleri, irriterede mig. Romanen er mere mørk og dyster, og jeg manglede det skæve overraskende element, som Moyes mestrer så eminent i senere udgivelser som fx romanen ’Mig før dig’.
’I ly for regnen’ vil også glæde læsere, der holder af Lucinda Riley, Kate Morton og Marcia Willetts slægtsromaner, der foregår i et engelsk miljø og skildrer familiehemmeligheder og generationernes kærlighedsforhold.
Brugernes anmeldelser