Bog

De tre paver

Af (
2019
)

Anmeldelse

De tre paver af Thomas Rydahl

12 aug.19

Trilogien om Erhard og hans oplevelser på Fuerteventura afsluttes på fornem og forløsende vis. Samlet set er de tre bind en enestående og fornyende milepæl indenfor dansk spændingslitteratur.

Thomas Rydahl debuterede med et brag med første bind i serien, Eremitten, og for hvert bind er han bare blevet bedre og bedre. Hans serie er temmelig atypisk for genren, både i forhold til omgivelserne og den noget atypiske heltefigur, men faktisk også i hele måden, hans spændingsserie er bygget op. I modsætning til så mange andre, giver han sig god tid til sin historie, og selvom der både er mord og mafia og meget andet, er det beskrivelsen af Erhard og den noget forhutlede ferieø, der står stærkest. Uden sammenligning i øvrigt vil man således bedst kunne placere Rydahl i samme selskab som Redondo (når vi nu er i Spanien) og Galbraith, som begge også udover de litterære kvaliteter leverer gedigne beskrivelser og plots.

Efter begivenhederne i forrige bind, De savnede, er den aldrende Erhard flygtet fra Fuenventura. Han er eftersøgt af både politi og de magtfulde mafiafamilier, men har i over et år formået at holde sig skjult på øen La Gomera. Her bliver han fundet af en gammel fjende, som halvt truer ham, halvt lokker ham tilbage til Fuerteventura.

En ung pige er blevet myrdet på et katolsk børnehjem, og Erhard skal forsøge at bevise, at den mistænkte, sønnen af en af mafiafamilierne (”De tre paver”) ikke er den skyldige. På samme børnehjem har også den retarderede dreng Aaz boet, og han har set noget, som han ikke skulle have set, og han er nu på flugt. Samtidig er en anerkendt krimiforfatter, Ameida, kommet til øen. Hun skal skrive næste bind i sin populære serie, men hun vil hellere skrive historien om den gådefulde Erhard. De tre personers veje og skæbner flettes nu sammen til den forrygende slutning.

Man kan sagtens læse dette sidste bind uden at have læst de forrige, men naturligvis vil man få det største udbytte ved at læse serien i rækkefølge.Thomas Rydahl får i sidste bind samlet alle trådene, og især får man historien om, hvorfor Erhard i sin tid flygtede fra Danmark. Det hele forløses på bedste vis, og det i sig selv er vildt imponerende, når man tænker på, at hele serien er på over 1500 sider.

Den fine beskrivelse af den knap så idylliske ferieø og lokalbefolkningen er stadig fantastisk, og i dette bind får det hele en yderligere dimension, fordi handlingen foregår midt i den berygtede sandstorm, Calimaen, der med jævne mellemrum hærger øen og driver alle til vanvid. Erhard er desuden en mand, man kommer til at holde af, selvom han bestemt ikke er helt fin i kanten.

Endnu en fornem præstation af Rydahl, som samtidig også er på vej med et særdeles lovende samarbejde med Kazinski.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
46913566
ISBN
9788740034493
Antal sider
561

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer