En forfatters dagbog 2010-2020

Suzanne Brøgger er reflekterende og nysgerrig og ikke bange for at dele ud af sig selv og sine dyrekøbte erfaringer. Livet set fra Løve i 10'erne er inspirerende læsning.

De fleste danskere kender Suzanne Brøgger, da hun, foruden at være en produktiv forfatter af både romaner og essays, har blandet sig i samfundsdebatten siden 1960’erne. På trods af sin kritik overfor kernefamilien i debuten Fri fra kærligheden, stiftede Suzanne siden én og flyttede til stationsbyen Løve på Vestsjælland. Springet fra storby til provins har i midlertidig ikke gjort Brøggers pen mindre skarp, og med 'En forfatters dagbog' skaber hun atter en gang røre i andedammen.

I 'En forfatters dagbog' kommer læseren helt tæt på Suzanne Brøgger og hendes syn på Danmark, uenigheder i Akademiet, venskaber, ægteskabet med Z samt bekendtskabskredsen i Løve. Dagbogen rummer refleksioner over samfundsudviklingen og over eget liv. Brøgger skriver om de mennesker, hun møder, de bøger, hun læser, de film, hun ser, og de rejser, hun foretager.

Suzanne Brøgger er optaget af højredrejningen i dansk politik, som hun finder bekymrende, da hun mener, at den er med til at stigmatisere islam og muslimer. På den baggrund er hun kritisk overfor trykningen af Muhammedtegningerne, hvilket fører til uoverensstemmelser mellem hende og makkerparret fra akademiet, Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, som hun omtaler som Gøg og Gokke. Stjernfelt og Thomsen er begge fortalere for, at medlemmerne af akademiet skal skrive debatartikler til forsvar for den hellige ytringsfrihed, men her melder Brøgger pas, da hun ser for mange lighedstegn med Tyskland i 1930’erne.

Alderen trykker. Brøgger er født i 1944, og derfor fylder sygdom og død i vennekredsen en del. Vennen og kollegaen Klaus Rifbjerg dør, og vennen Per Kirkeby bliver ramt af invaliderende sygdom. Ægtemanden lider af diverse skavanker, men det er vist mest et udslag af angst. Brøggers eget helbred er dog godt, og hendes energi kan let tage pusten fra væsentligt yngre mennesker.

Er tiden løbet fra Suzanne Brøgger? Det spørger hun sig selv om i dagbogen, og hun må sande, at tiden muligvis er løbet fra Akademiet, da Danmark savner intellektuelle personligheder, efterhånden som de gamle træer falder, som eksempelvis Klaus Rifbjerg, og dem der dør for tidligt, som Pia Juul. I et forsøg på at holde Akademiet levende inviteres en løve ind i den eksklusive forsamling, det er naturligvis den omstridte Marianne Stidsen, der mildest talt ikke har meget tilovers for feminister. Brøgger overvejer at melde sig som passivt medlem, da der ikke er meget at stille op mod Stidsen.

Brøgger er optaget af #MeToo og har selv oplevelet den slags. Hun læser Samtykket af Vanessa Springora, der handler om ”forholdet” til Gabriel Matzneff. Det får Brøgger til at reflektere over, hvad hendes eget forhold til en voksen mand som 16-årig har betydet for hendes liv og identitet. #MeToo skandalen i Det Svenske Akademi fylder også meget for Brøgger, da hun er meget læst og holder mange fordrage i vores broderland. Da Covid-19 i 2020 gør sit indtog og sætter hele verden går i stå, kommer Brøgger ned i tempo, som hun i mange år har længtes efter, og som var grunden til, at hun slog sig ned på landet.

Dagbogen dækker et årti med store omvæltninger, som eksempelvis, at en ”gangster-gulerod” kommer til magten i Amerika og en klimabevægelse. Brøgger mener at tiden er til forandring, ligesom den var i 1968. 'En forfatters dagbog' er inspirerende at læse, for Suzanne Brøgger er klog og nysgerrig på livet og ikke bange for at dele ud af sig selv og sine dyrekøbte erfaringer.