Linda Evangelista Olsen

At Suzanne Brøgger er af katteslægt, fik vi at vide allerede i slægtsromanen Jadekatten (1997). Også temaerne i denne erindringsroman fortolkes med katten som metafor: erotik, kvindelighed, moderskab, død, forfatterrolle etc., men det afgørende tema, og afgørende for Suzanne Brøggers livsholdning i det hele taget, har dog været forholdet til moren:

"Når man har set, hvordan en kat skubber sine killinger væk fra den dybe tallerken, når de har nået en vis alder - kan man bedre forstå min mor, der kunne svare, hvis man spurgte hende om, hvordan det gik med forholdet til hendes børn: "Det er gledet ud"".

Katteportrættet af moren er vittigt og distanceret, men kan dog ikke skjule den vrede og fortvivlelse, det har skabt at leve i en konstant angst for, at en af morens mange selvmord skulle lykkes - at de ni liv ville slippe op! Suzanne Brøgger mystificerer den forsømmende mor i stedet for at fordømme hende ved at spejle hende i portrættet af den første kat, Shahbanou, der er hovedperson i bogen (som moren har været det i forfatterens liv), og ikke Linda Evangelista, der er så almindelig, at den kan forveksles med en hvilken som helst anden kat! - Den har Suzanne Brøgger nemlig først anskaffet efter hun har fået mand og barn, og hun behøver ikke længere at projicere andres egenskaber over på sine katte.

Men det er Linda Evangelista, der indvier Suzanne Brøgger til kvindelighedens hellige mysterium: "Ikke før nu havde jeg forstået, hvad en kvinde egentlig er for noget. En der aldrig kan blive tilfreds. - Utilfredsheden er hendes egentlige eros, der sørger for at holde hende inde i begærets verden".

Nu er det private menneske som bekendt ikke nødvendigvis identisk med forfatterjeg'et: Så længe Suzanne Brøgger levede sit vilde og - skal man tro hendes bøger - promiskuøse liv, måtte hun have katte i huset, som hun levede i et næsten symbiotisk forhold til, indtil - helt traditionelt - en mand, der ikke er bange for hverken hekse eller katte dukker op som forløser - ganske vist kun inviteret til te, men han blev livet ud!

Med sådan en mor har Suzanne Brøgger været nødt til selv at blive en meget farlig kat - en tiger - og som katten tilsløre sig i pels, mystik og uforudsigelighed - én man(d) aldrig ved, hvor man har... Men hun skulle selv blive mor for at frigøre sig fra den fornemmelse af tvang til at fuldføre sin egen mors plan om at "gå sine egne veje og ikke behøve nogen".

Med mand og barn behøver hun ikke længere katte til at strukturere og fortolke sit liv: Hvor hun begynder sin beretning med, at Linda Evangelista spinder som hendes "livs motor", så indser hun til slut, at det slet ikke er katten, der er drivkraften i livet, men enhjørningen, der kun har det tvetydige til fælles med kattesymbolet.

Katten (hekse, hedenskab) over for enhjørningen (der ganske vist også kan antyde noget potent, men i denne sammenhæng bliver et symbol på uskyld og et Kristussymbol), ligesom hendes familie bliver til "Den Hellige Familie".

Suzanne Brøgger er sandelig kommet til nye erkendelser siden "Fri os fra kærligheden" (1973).

Gyldendal, 2002. 134 sider

BogWeb - 15. marts 2002