Bog

Drengen fra krematorium D

Af (
2018
)

Anmeldelse

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

15 feb.19

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse i spændende ny trilogi for store børn og unge.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet, at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra Grimelda. Hun lover, at hun kan stoppe sovesygdommen for altid, hvis børnene vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

'Drengen fra krematorium D' er første bind i Henriette Rostrups trilogi 'Den Døde By'. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Henriette Rostrup har tidligere skrevet romaner for voksne. I 2018 sprang hun dog ud som børne- og ungdomsforfatter med den dystopiske tegneserie 'Søen' illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt den socialrealistiske ungdomsroman 'Problemet med Kevin'.

'Drengen fra krematorium D' er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: 'Børnene fra grotterne', der er sat til udgivelse april 2019. En anden god roman i samme stil er Tidskisten af Andri Snær Magnason, der udkom i 2016. 

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
54700091
ISBN
9788740650747
Antal sider
154

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer