Anmeldelse
Metro af Emil Landgreen
- Log ind for at skrive kommentarer
Emil Landgreen viser sig som gysets mester i både ord og illustrationer med en afdæmpet og uhyggelig gyser om tre drenge, der sætter sig for at tagge Rådhuspladsens metrostation.
"Tag med ned i undergrunden – hvis du tør", står der på bagsiden af Emil Landgreens ‘Metro’. Efter at have læst bogen er det næsten lige ved, jeg ville ønske, at jeg ikke havde turdet. ‘Metro’ er en snigende uhyggelig fortælling om tre drenge, der har sat sig for at tagge Rådhuspladsens metrostation natten før åbningen af den nye Cityring. Men det bliver med livet som indsats, de vover sig ned i undergrunden.
Med et kort over metroens undergrund, som Villy har stjålet fra sin far, og en taske fuld af spraydåser begiver Villy, Tjalfe og Rune sig natten før åbningen af den nye Cityring ned i metroens undergrund for at lave deres egen "Hall of Fame". Villy og Tjalfe har længe malet graffiti under navnet Firstmoverz, men denne nat har de sat sig for at male et ulovligt sted for allerførste gang. Derfor sidder nerverne godt uden på tøjet, og metroens mørke tunneller og det pludselige følgeskab af Runes lillesøster Karla, der overrasker drengene i metroens dyb, gør ikke sagen bedre. Men det er først, da de finder frem til en skjult og forfalden metrostation, at det går op for dem, at der er andre levende væsner i undergrunden.
Emil Landgreen fortæller med en filmisk afdæmpethed, der klæder historien, og er med til at underbygge den følelse af uhygge, der langsomt kommer snigende, når man læser historien. Kombineret med forfatterens eminente illustrationer, som man næsten taber pusten over, et dystert soundtrack i samarbejde med Jomi Massage, som kan tilgås via QR koder bagerst i bogen, og en grum og meget overraskende slutning, er 'Metro' en virkelig vellykket og helstøbt læseoplevelse, som også sagtens kunne fungere både som film og grafisk roman.
Bogen er den første i gyserserien ‘Myter fra mørket’, som kan anbefales til de 12-15-årige gyserfans, men voksne kan sagtens læse med, hvis de tør.
Brugernes anmeldelser