Tyvedronningen

Anden spændende bog i serien om børnehjemspigen Mika Månvind, der opklarer uhyggelige sager i 1800-tallets Stockholm.

I ’Tyvedronningen’ møder vi igen den snarrådige og kvikke børnehjemspige, Mika, som vi første gang blev præsenteret for i Natteravnen, der på yderst spændende vis bød på et nervepirrende mysterium. Her kunne både børn og voksne være med, og det kan de stadig.

Handlingen foregår i slutningen af 1800-tallet i Stockholm, hvor Mika bor på Allmänna Børnehjem i Drottninggatan. Her opdager hun at nogle af de andre børn er indblandet i noget, der muligvis er mere farligt, end de aner. Derfor allierer hun sig igen med politiassistenten Valdemar Hoff for at komme til bunds i sagen, der viser sig at involvere en mystisk kvinde, en fire kilo tung ædelsten og et kongeligt besøg. Det er en sag, der viser sig at være noget kringlet og i sidste ende livsfarlig for Mika.

Forfatteren er virkelig god til at skrue en spændende historie sammen og endda så fermt, at den tiltaler både børn, unge og voksne. I hvert fald dem, der ikke er bange af sig, for det er godt nok en neglebidende uhyggelig omgang, fuld af atmosfære. og levende beskrivelser. Mens man læser, lader man sig rive helt med, så man nærmest befinder sig fysisk de steder, der bliver beskrevet. På mange måder minder bogens univers mig om sidste års julekalender 'Det Magiske Tivoliteater', der foregår i Kristiania (før det blev til Oslo) i starten af 1900-tallet med beskrivelser af byens gader, stemningen, børnenes indbyrdes forhold og de sociale lag.

Bøgerne præsenteres som 'Stockholm-trilogien', hvilket forhåbentlig betyder, at man kan se frem til at få samlet de løse tråde, der begyndte at flagre i den første bog og fortsætter i bog nummer to; hvad er hemmeligheden bag Mikas (og Noras) herkomst, hvad skjuler Valdemar og hvem er mon Den sorte engel? Jeg har dog erfaret, at der både findes en nummer 4 og 5 på svensk, så serien fortsætter i hvert fald.