Anmeldelse
En tyv i natten
- Log ind for at skrive kommentarer
Første bog i en ny serie i Pigeliv-rækken byder på spænding og en etisk problemstilling eller to.
Sara Ejersbo’s nyeste serie i rækken af Pigeliv-serier hedder ’Pigeliv Mysterier’. Der er før udkommet 'Pigeliv' samt 'Pigeliv LOVE'. I alle tre serier møder vi de tre veninder Josefine, Emma og Amanda, der er hovedperson i hver sin bog. Som serietitlen antyder, så er vi nu ude i noget med måske at opklare en mystisk sag i bedste De 5 stil.
I første bog er fokus på Josefine og hendes storesøster Caroline. Caroline er nemlig blevet indblandet i en speget sag om nogle forsvundne penge fra fritidsjobbet i Jungle-Juice. Carolines kollega, Iben, blev en aften røvet på vej i banken med dagens omsætning. Caroline skulle have været med, da de altid skal følges ad, men Iben sagde, at hun godt kunne klare det selv. Det får lillesøster Josefines alarmklokker til at ringe, for er der ikke noget mærkeligt ved hele den sag. Hendes to veninder indvilger i at undersøge det nærmere, men de tre detektiver kommer snart ud, hvor de ikke kan bunde.
Det er en spændende historie, der nok skal tiltale de 8-12 årige. Bogens kapitler er korte, hvilket både gør den velegnet til hurtiglæsning og højtlæsning. Sara Ejersbo er en ung og produktiv forfatter, der har godt fat i de unges sprog, bogen er velskrevet og spændingskurven stiger støt indtil slutningen, hvor Josefine og hendes veninder selvfølgelig får raget alle kastanjer ud af ilden efter selv at have været på glatis rent etisk.
Min 10-årige datter har trofast fulgt Josefine, Emma og Amanda gennem pigefnidder, venskab og kærlighed og nu har hun også givet tommel op for denne nye serie, der er lidt mere spændende og til tider måske lidt uhyggelig. Som voksen og inkarneret krimilæser synes jeg, den fungerer rigtig godt. Når jeg lige troede jeg havde luret den, så skete der noget andet, og slutningen kom faktisk som en overraskelse for mig.
Brugernes anmeldelser