Dødningedukken : en spøgelseshistorie

Bogen udkom oprindeligt i 1993, og uhyggen driver fortsat ned af siderne i Peter Mouritzens spøgelsesklassiker.

Der sad en død pige i klassen….Sådan starter ’Dødningedukken’, som er en virkelig uhyggelig spøgelseshistorie og en ny udgave af Peter Mouritzens spøgelsesklassiker med illustrationer af Rasmus Svarre. Bogen begynder med, at vores hovedperson, som er gyserforfatter, er på besøg hos en skoleklasse, som skal skrive deres helt egen gyserhistorie. Ved et af bordene sidder en bleg pige, der ser syg ud, med en uhyggeligt udseende kludedukke. Da han henvender sig til hende, er hun pludselig forsvundet, og ingen andre har lagt mærke til hende. Det er meget mystisk, men han tilskriver det mangel på søvn.

Alle tror, at det er et stunt, han laver, for at inspirere børnene til at gøre deres egen historie rigtig god, men forfatteren selv bliver mere og mere overbevist om, at han rent faktisk har mødt et spøgelse. Dødningedukken er der pludseligt igen, og der begynder at ske uforklarlige ting. Både læreren og eleverne tror fortsat, at det hele er en del af forfatterens skuespil for at skræmme og inspirere dem, men den mystiske fornemmelse forfølger ham, selv efter, han har forladt skolen. Især da dødningedukken sidder på kølerhjelmen af hans bil og kigger ind på ham, og den lille pige pludseligt sidder på bagsædet af hans bil og synger ’Der var engang en pige, hun kom til dødens rige, for enden af en tåge, der var en åben låge.' Hun er simpelthen en irriterende lille plageånd, den pige. Men da han skal forhandle med ’Dødningemanden’ på kirkegården, skal han gøre brug af alt sit mod, og det eneste han er rigtigt god til, at fortælle gyserhistorier, hvor det hjælper med en lille varm hånd i sin.

Der bruges kun ét navn i bogen, ellers omtales personerne som ’forfatteren’ og ’pigen’, hvilket tilfører et ekstra lag på uhygge-kontoen. Den lille spøgelsespige er så bange og ked af det, så selvom forfatteren er ret egoistisk, beslutter han at hjælpe hende. Igennem den lille pige, lærer forfatteren en masse om sig selv, og det er ikke alt sammen lige rart. Gyset fastholdes også af den fragmenterede måde historien er skrevet på. Og de fine skitseagtige illustrationer understreger stemningen.

De fleste børn kan rigtigt god lide gyserfortællinger, og siden en del af bogen foregår på en skole, kan den med fordel, benyttes som højtlæsning i en skoleklasse. Den vil fungere godt til børn fra 10 år. Dejlig og sælsom, men alligevel med masser af vigtige problematikker.