Bog

Ashenden

Af (
2010
)

Anmeldelse

Ashenden - den hemmelige agent af W. Somerset Maugham

01 aug.07

Hovedpersonen er hemmelig agent, men han er frem for alt britisk med al den stil, ophøjethed og flegma, det indebærer.

"Ashenden, or The British Agent" er romanens originaltitel, som langt er at foretrække frem for den danske. OK, hovedpersonen er hemmelig agent, men han er frem for alt britisk med al den stil, ophøjethed og flegma, det indebærer.

Vor helt, Ashenden, er forfatter, og ved et selskab i London rekrutteres han til Secret Service af en oberst, omtalt som "R". Forfattergerningen vil ifølge "R" være et perfekt dække for en hemmelig agent, da en forfatter jo taler flere fremmedsprog og kan befinde sig de mest besynderlige steder under påskud af at skrive en bog.

Ashenden bliver sendt ud i verden med følgende besked, der siden har været motto for alle agenter: "Hvis De klarer Dem godt, får de ingen tak, og hvis De kommer i knibe, får De ingen hjælp".

Ashenden er udstationeret i Genève, der under første verdenskrig sydede af spioner fra begge sider. Vi følger ham gennem 5-6 missioner - fra begynderens nervøsitet ved ransagning af en mistænkts værelse til den rutinerede agents tilsyneladende lidenskabsløse slåen plat og krone om et menneskeliv.

Men Ashenden er ikke upåvirket af de menneskeliv, han ofrer, som f.eks. i episoden om dobbeltagenten, som han forsøger at vinde, men må opgive – og forråde. Han er vidne til enkens erkendelse af at være blevet enke og kan gætte sig til begivenhederne: "Han gøs. Han mindedes en frygtelig scene. Daggry. Et koldt, gråt daggry …". Men "England comes first", og i denne branche er det kun toppen, der kan tillade sig fine fornemmelser. Tydeligt i episoden, hvor "R" nægter at tage stilling til en likvidering, der vil gavne de allieredes sag: "Vi fører ikke krig med den slags metoder. Det overlader vi til tyskerne. For fanden, vi er da gentlemen." Men han siger heller ikke nej!

Somerset Maugham blev selv hvervet som agent under første verdenskrig, og bogen bygger på hans egne oplevelser, men gengivet i romanform. Den er blevet udråbt som alle agentromaners fader, og forfattere som Ian Fleming, Graham Greene, Eric Ambler og John le Carré har åbent erkendt deres gæld til ham.

Bogen er skrevet i Somerset Maughams sædvanlige uforligneligt elegante stil. Han afdækker nådesløst borgerskabets diskrete charme og tilværelsens ulidelige lethed i en legende let og guddommelig prosa. Læs den, og læs også andre af den uretfærdigt glemte englænders bøger, f.eks. 'Knivens æg' og 'Livets lænker'.

Bogdetaljer

Forlag
Rosenkilde
Oversætter
Louis Feinberg
Faustnummer
28231954
ISBN
9788792503183
Antal sider
295

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer