Bog

Forræderens børn

Af (
2020
)

Anmeldelse

Forræderens børn

22 feb.21

Vi kommer vidt omkring i dagens storpolitiske spørgsmål og ikke mindst de interne stridigheder mellem de civile og militære efterretningstjenester i dagens Rusland.

En lettisk statsborger lever som fisker ved Ringkøbing Fjord, men findes myrdet – sandsynligvis med Novitsjok. For at finde ud af, hvem der står bag, har den russiske efterretningstjeneste brug for en dansktalende mand på stedet.Valget falder på Tor, der er søn af John Arnborg, der i Djævelen i hullet fra 2016 hoppede af til Rusland og forrådte tidligere kolleger.

Tor opsøger sin danske halvsøster Laila, der efter karriere som agent i Mellemøsten har trukket sig tilbage med sin campingplads i Bogense. Hun er ikke meget for at blive indblandet, så Tor tager alene til Vestjylland, hvor han har en enkelt kontakt og ellers snuser omkring. Det udvikler sig pludseligt meget dramatisk, og Tor må have Lailas hjælp til at komme til Toscana, hvor sporene peger mod lederen af Wagner, en privat hær, som blandt andre Putin bruger til beskidte sager i blandt andet Den Centralafrikanske Republik, Ukraine og Mellemøsten. Her får de hjælp af Lailas tidligere kollega, tyske Beate, der har en del kontakter at trække på. Men, men, men, i spionernes verden er der ikke meget, der er, hvad det giver sig ud for, og kan Tor overhovedet stole på nogen?

Jeg har nydt hver eneste bog af Leif Davidsen siden debuten Uhellige alliancer fra 1984, og jeg er aldrig blevet skuffet. Sproget flyder, og spændingen er helt i top og er, uanset hvor grotesk, det bliver, altid uhyggeligt meget indenfor sandsynlighedens rammer.

Et ekstra plus i denne roman er Tors oplevelser af Danmark, hvor hans forundring kan bruges til alt fra samfundskritik til undren over nutidens tv-værters ageren.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
48140122
ISBN
9788711981412
Antal sider
340

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer