Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Henrik Nordbrandts 24 år gamle agentroman, Finckelsteins Blodige Bazar, er fuld af ramasjang! Blodet flyder, kvinderne er kåde og sproget er kulørt. Slå til, hvis ønsket er underholdende - men hurtig glemt - læsning til den sene sommerferie.
Henrik Nordbrandt (f. 1945) - hæderkronet digter, novellist, børnebogsforfatter, essayist, idiosynkratiker og knarvorn samfundsrevser m. m. Benævnelserne er mange, hvis man skal forsøge at indfange en af vort lands mest fremtrædende, nulevende forfattere. Lad os derfor for en stund fokusere på én af de roller han gennem årene er trådt ind i - nemlig spændingsforfatterens.
I Finckelsteins blodige bazar (1983) møder vi den 36-årige amerikanske lingvist Fred Finckelstein, som - med sine danskkundskaber og studier i orientalske sprog ved Københavns Universitet, sit kortklippede mørke hår, sin skaldede plet, sit smalle ansigt sine udstående ører og en stor, kødfuld næse – grangiveligt minder en del om en yngre udgave af den nu 62-årige Nordbrandt. Åh ja, hvorfor ikke; en skriftliggørelse af den klassiske maskuline dagdrøm har vel også ret.
Og kødeliggørelsen af netop sådan en drøm er de hektiske begivenheder, som Finckelstein roder sig ud i. Trods beskeden økonomisk uafhængighed, grundet en arv, supplerer vor helt sin playboy-tilværelse i middelhavsområdet med små-smuglerier og en række freelance-jobs for den tyrkiske efterretningstjeneste. Han finder sig dog snart viklet ind i et net af intriger spundet af en række af de forskellige grupperinger, som udgør det spændte forhold, der hersker i Tyrkiet efter militærets magtovertagelse i 1980.
Og så er der ellers dømt smæk for skillingen! Der er brændende biler, rullende hoveder, duel på harpun og død ved skorpion. Der drikkes tæt og bandes og forbandes på kulørt tyrkisk. De kvindelige bekendtskaber skiftes ud med samme legende lethed som sprutflaskerne tømmes, og misantropien hænger lige så tykt i luften som cigaretrøgen. Finckelstein er en handlingens mand, der nok skal vide at rode sig ud af det menneskelige morads, han er blevet viklet ind i. Klichéer skorter det skam ikke på i denne knaldroman, og nogen ville nok tilskrive den karakter af stiløvelse nærmere end af egentlig litterær kvalitet.
Som sådan fungerer Finckelsteins blodige bazar da også udmærket. Nærværende læser kan ikke undgå at blive mindet om en anden stor spændings-håndværker, amerikaneren James Lee Burke (f. 1936), og det ikke kun fordi begge forfatteres forestilling om idealkvinden synes at være en stærk, handlekraftig støtte, som eftergivende lader manden nå sit klimaks med et overbærende ”kom bare.”
Som Burke har Nordbrandt en evne til at gøre fortællingens omgivelser levende, romanen lugter kraftigt af middelhav. Nordbrandt, der i mange år har haft bopæl i Tyrkiet, indgyder i visse afsnit sine stedbeskrivelser en smuk poetisk nerve, som dækker over en underliggende stemning af undergang og forfald – om ikke andet gør det romanen læseværdig.
Alt efter smag og behag vil man også byde de kulturhistoriske anslag og den løbende indføring i tyrkiske kraftudtryk, som forfatteren har indflettet i fortællingen, velkomne. Denne læser følte sig i hvert tilfælde underholdt. Noget mere undrende må man forholde sig til den kritiske debat om de vestlige samfunds forhold til indvandring, som præsenteres hist og her i romanen.
Det er et tema, som Nordbrandt bestemt har behandlet noget mere elegant i sin senere essayistik og offentlige debat end i dette værk, hvor man parallelt præsenteres for en hovedperson, der i sit kvindesyn (genren tro, godt nok) svinger ret unuanceret mellem figurerne luder og madonna.
Det til side. Er man til en omgang tempofyldt og kulørt ramasjang, her hvor sommeren går på hæld, ville Finckelsteins blodige bazar ikke være noget dårligt valg. Hvem ved, måske kunne man samle et par saftige udtryk op, som kunne bruges til at skabe lidt spænding, hvis afbudsrejsen går til Tyrkiet.
Kommentarer