Anmeldelse
Sande tigre
- Log ind for at skrive kommentarer
Britisk spændingslitteratur med stiv overlæbe, underspillet humor og gadedrengestreger. Uhyre velskrevet, rasende spændende og desværre sandsynlig.
Jackson Lambs pertentlige sekretær Catherine Standish møder ikke på arbejde en morgen. Hun er nemlig blevet kidnappet – en sag, der viser sig at have forbindelser med de interne rivaliseringer i det britiske efterretningsvæsen.
Lamb – den flegmatiske, dovne og uforskammede agent er i første omgang ligeglad, modsat hans lille stab af agenter, der har dummet sig i tjenesten - ikke nok til en fyring, men nok til at blive deporteret til Lambs Slough House, spionernes kirkegård.
River Cartwright får tilsendt et trusselsbillede fra Cathrines telefon og handler på egen hånd. Han bliver presset til at prøve at skaffe hemmelige dokumenter om premierministeren. Det går galt, og efterhånden bliver sagen så grel, at Lamb må rulle sig ud, for han finder sig trods alt ikke i, at der trædes på hans folk – det skal han nok selv tage sig af.
Bag sagen udspiller der sig en magtkamp om ledelsen af efterretningsvæsenet mellem chefen, Dame Ingrid, og hendes næstkommanderende, Diana Taverner. Et eller andet sted spiller den nye indenrigsminister, Peter Judd, også med fordækte kort og urene metoder.
Peter Judd er et slet skjult portræt af Mick Herrons studiekammerat fra Oxford, Boris Johnson, og man har absolut ikke indtryk af, at de havde det fint sammen dengang. Har der været noget, er det evigt tabt efter det knusende sarkastiske portræt, Herron giver at den ærgerrige og skånselsløse egoistiske politiker, der ikke skyr midler for at nå det endelige mål: Downing Street 10.
Det er en fantastisk spændingsroman og ikke mindst med en slutning, der virkelig trækker søm ud! Bogen er tredje bind i Jackson Lamb-serien, hvis to første bind er 'Slagteheste' og Døde løver. På engelsk er syvende bind på vej, og der en tv-serie i gang med Gary Oldman som Lamb.
Brugernes anmeldelser