Min mørke Vanessa

Foruroligende, bedragerisk, snigende og hjerteskærende fortælling forfører sin læser såvel som sin hovedperson.

Denne roman har været ventet længe. Et litterært mesterværk, en nutidig Lolita og et vigtigt bidrag til Metoo-bevægelsen er nogle af de store ord, anmelderne har kastet efter den.

Hovedpersonen hedder Vanessa Wye, hvilket udtales Vanessa WHY? og meget godt beskriver de spørgsmålstegn, der uvægerligt burde sættes gennem hele historien, der starter i år 2000, hvor den 15-årige Vanessa starter sit andet år på privatskolen Browick. Det er et år, der kommer til at være udslagsgivende for resten af hendes liv.

Året før havde Vanessa sin veninde og værelseskammerat Jenny, men de er blevet uvenner og taler ikke mere sammen. I det hele taget taler Vanessa ikke med mange. Hun får eneværelse og tusser lidt rundt i sin egen verden, hvilket hendes engelsklærer, Jacob Strane, bemærker og udnytter. Jacob er en voksen mand på 42 år, som drages af en ”uplukket blomst”, kunne man sige i maleriske termer. Han fortæller hende, at hun har det samme mørke i sig som han har - deraf titlen.

Bogen er delt op i fortid og nutid. Fortid er historien fortalt kronologisk fra år 2000-2007 med enkelte tilbageskuende sekvenser, mens nutid er år 2017, hvor Vanessa er voksen og Mr. Strane er anklaget for overgreb på flere unge piger, alle tidligere elever.

Det er en foruroligende, bedragerisk og hjerteskærende fortælling, der på interessant vis forfører sin læser, næsten lige så snigende som Vanessa bliver forført og lige så stille fratages sin egen vilje. På side 40 går Mr. Strane for første gang over stregen, selvom det er ”det sidste han har lyst til”, da han viser et digt til Vanessa, der minder ham om hende og rykker hende let i hestehalen: ”Ud af asken. Rejser jeg mig med mit røde hår. Og jeg æder mænd, som om de var luft.” Digtet er skrevet af Vladimir Nabokov, forfatteren til Lolita, der i øvrigt bliver den bog, Vanessa kommer til at betragte som soundtracket til sin ungdom.

Man overlistes selv! Mr. Strane er meget veltalende, tiltalende og OVERtalende. Her efter endt læsning kan jeg ikke lade være med at føle en snert af skam, fordi jeg nogle gange tænkte: ”Jamen han er jo sød og rar, og han passer jo bare på hende”, men det sætter vist bare de følelser, der må rase i Vanessa, i relief. Den udefrakommende kraft, der påfører hende indre psykiske skader, slører hendes blik for virkeligheden, hvor hun slet ikke er part i en ligeværdig kærlighedshistorie.

Jeg er overvældet og meget begejstret, og jeg synes virkelig, det er en helt uovertruffen læseoplevelse. Forfatteren har brugt 18 år på historien, hvilket kan føles: Den er gennemført og velafrundet. Samtidig sidder man alligevel tilbage med spørgsmål, der nok aldrig kan besvares entydigt, eller som måske er blevet besvaret mellem linjerne, hvis man læser dybt?

I forordet slår forfatteren fast, at ”romanen ikke skildrer virkelige hændelser”. Det ”har intet med min egen historie eller noget, nogle af mine lærere eller andre jeg kender, har oplevet.”