Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov skriver om identitet, fremmedgørelse og om omkostningerne ved at fortrænge fortiden. Stærkest i forfatterskabet står den autofiktive roman ‘Den der lever stille’ om at finde sit eget ståsted i livet.

Leonora Christina Skovs (f. 1976) tidlige værker trækker på detektiv- og krimigenren og er karakteriseret af gotiske elementer, overraskende plots og udfoldelsen af aparte psykologiske profiler. Med Den, der lever stille og Hvis vi ikke taler om det bevæger hun sig over i autofiktionen.

Fælles for hele forfatterskabet er undersøgelsen af menneskelige fortrængningsmekanismer, behandlingen af tabuiserede emner som dysfunktionelle familieforhold og omkostningerne ved at fortrænge en traumatisk fortid. Hos Leonora Christina Skov står skeletterne altid i kø for at komme ud af skabet.

I 2003 udkom debuten Rygsvømmeren, hvor en lærerinde for et tvillingepar på en præstegård forsøger at leve et normalt og stille liv. Men fortiden indhenter hende, og i flashbacks afdækkes den traumatiske fortid, hun forsøger at flygte fra. Det er en drømmende og intens bog om mennesker, der tidligt får deres liv slået i stykker.

Champagnepigen fra 2007 er en thriller og samtidsroman om jetsetlivets sol- og skyggesider. I romanen leger hun med begreberne skyld og skam og tildeler ikke offer og bøddel entydige roller.

Med Silhuet af en synder (2010) udforsker Leonora Christina Skov den gotiske genre i historien om den adelige familie Liljenholms mange skeletter. Her optræder både et forfaldent gods, genfærd, fortrængte familiehemmeligheder, tvillinger, sindssyge, mord og forbyttede identiteter i en hommage til klassikere som Jane Eyre og Rebecca.

I thrilleren Hvor intet bryder viden fra 2015 samles syv fremmede mennesker på en øde ø, men én efter én mister de livet. Det er en anderledes psykologisk thriller om skyld og ansvar, der drives frem af personportrætterne, og som er interessant i sin uforudsigelighed.

Leonora Christina Skov fik sit store folkelige gennembrud med romanen Den der lever stille fra 2018. I den fortæller Leonora Christina Skov sin egen historie om at vokse i ensomhed, frigøre sig fra forældrene, hige efter deres kærlighed og anerkendelse og springe ud som lesbisk. Den autofiktive roman er skrevet efter morens død, hvilket romanen også indledes med. Herefter følger en stærk beretning om opvækst, provinsliv, familierelationer og frigørelse, kombineret med et nutidigt spor om skriveprocessens overvejelser og udfordringer.

‘Den der lever stille’ blev af Litteratursidens læsere i 2022 kåret til prisen Bedste danske bog i 20 år, som blev uddelt i anledning af Litteratursidens 20 års jubilæum. Leonora Christina Skov modtog også De Gyldne Laurbær for romanen, og i 2023 er romanen blevet filmatiseret under samme titel.

Efterfølgeren Hvis vi ikke taler om det udkom i 2021. Her fortsætter Leonora Christina Skov den autofiktive fortælling om vejen fra opvæksten i den nordsjællandske provinsby til at leve i København med sine forældres fordømmelse. Romanen skildrer også vejen til forfatterkarrieren, hvor grænsen for, hvad man vil ofre for drømmen rækker langt ud over egne lyster.

Leonora Christina Skov er uddannet mag.art. i Litteraturvidenskab og har tidligere optrådt som debattør og litteraturanmelder ved Politiken og Weekendavisen. Leonora Christina Skovs forfatterskab er solgt til udgivelse og er oversat til mange sprog herunder tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk.

---

Leonora Christina Skov skrev kort efter debuten ‘Rygsvømmeren’ en opvækstbeskrivelse til Litteratursiden:

“Jeg er født i 1976 og opvokset i Helsinge udenfor Hillerød. Min far havde en ledende stilling i Danmarks Radio, min mor var økonoma på halv tid, og de havde arrangeret sig som de fleste andre, jeg kendte: I et 70’er parcelhus omkranset af hæk, villaveje, flere parcelhuse og flere villaveje. Røde, gule, hvide og grå.

Jeg adskilte mig dels ved at være enebarn, dels ved aldrig rigtig at være til stede, fordi jeg hellere ville skrive historier, tegne og læse. Helst om de anderledes, de psykisk syge, de homoseksuelle og dem, der begik selvmord eller flygtede langt væk for aldrig siden at vende tilbage. I den fremskredne alder af syv vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og drømmen fulgte mig op gennem klasserne på en striks, halv-missionsk realskole og videre på et mere frisindet gymnasium, hvor jeg for første gang fik venner og følte mig hjemme.

Da jeg blev student i 1995, flyttede jeg til København for at læse psykologi på universitetet, men mit hjerte lå et andet sted, og da min tætteste veninde døde, besluttede jeg mig for at følge det. Så jeg fandt en kvindelig kæreste til min families udelte rædsel og begyndte at læse litteraturvidenskab. I den forbindelse nærlæste jeg adskillige kvindelige forfatterskaber og blev mere og mere bevidst om, at jeg fandt de kønsroller og kvindeidealer, jeg var vokset op med, alt for snævre, og den fordømmelse, jeg var blevet mødt med, helt uacceptabel. Det resulterede dels i tiltagende mængder kønspolitisk arbejde, dels i antologien 'De røde sko – Feminisme nu', som jeg redigerede i 2002.

Efterfølgende trængte års opsparede ord og billeder sig på, og jeg gjorde op med mig selv, at tiden var inde til at skrive den roman, jeg havde drømt om at skrive så længe. Det blev til min debutroman, 'Rygsvømmeren', der næsten udkom på min 27-års fødselsdag en strålende majdag i 2003.”

Foto: Politikens Forlag