Hvor intet bryder vinden

Leonora Christina Skovs seneste roman er en uforudsigelig psykologisk thriller med præmissen: Hvad sker der, når man sender syv mennesker med liv på samvittigheden ud på en øde ø i en måned?

Syv kunstnere inviteres af en hemmelig velgører til et månedlangt arbejdsophold på den mystiske og ubeboede ø Stormø i Vesterhavet. Adgangen til øen foregår via båd og der er ingen internetforbindelse eller mobilsignal på øen. Gæsterne indlogeres i en stor glasbygning med glasvægge mellem alle rum, så alle kan følge med i, hvad de andre laver. Pludselig forsvinder en af gæsterne i skoven, en anden falder ned ad en trappe og dør. Plottet i Leonora Christina Skovs seneste skud på stammen lyder i første omgang som en god gammeldags Agatha Christie krimi, hvor man skal gætte morderen og motivet.

De syv gæster er inviteret med begrundelsen, at de hver især har bidraget særlig meget til kunsten eller videnskaben: Joachim Wedel Nordgren har udgivet flere succesfulde thrillers. Greta Eek indsamler dufte og genskaber dem syntetisk til brug i kunstinstallationer. Anne Elisabeth Sølvtoft laver papirkunst og arbejder på ”Sodoma og Gomorra”. Kevin Bergman er i gang med at omskrive sin ph.d. om Frankenstein til bog. Poul Erik er præst og arbejder på en biografi om Grundtvig. Sofie arbejder på at færdiggøre sin afdøde venindes efterladte digte og tekster under titlen ”Det sidste kapitel”. Og endelig er der Robin Lee, som er rejseskribent. Alt virker fint på overfladen, men alle har deres hemmeligheder og lig lasten, som de forsøger at flygte fra. Men det kan man ikke helt, synes Leonora Christina Skov at mene. Umiddelbart kender gæsterne ikke hinanden, men snart skal det vise sig, at de har alle har en fælles relation fra deres fortid.

Efter en lidt sløv opstart med introduktion af de forskellige personer begynder historien at tage fart en tredjedel inde i romanen, da gæsterne finder en galge hængende fra loftet i spisestuen og flere af gæsterne drømmer den samme drøm om en kirkegård på øen. Stemningen skifter, og alle begynder at mistænke hinanden for at skjule noget. Hvem er deres mystiske velgører? Og har de egentlig bidraget særlig meget til kunsten, eller ligger der et andet motiv bag invitationen?

Hvert kapitel har en ny fortæller. De skiftende synsvinkler gør, at personerne og deres indbyrdes syn på hinanden foldes langsomt ud bid for bid. Der leges med det synlige og usynlige. Det vi umiddelbart ser og det skjulte bag facaden. Man skal ikke vende sig om, når man flygter, står der i biblen om byerne ”Sodoma og Gomorra”, hvor Lots hustru ser sig tilbage under flugten og bliver forvandlet til en saltstøtte. Man kan enten fortrænge fortidens synder eller forsøge at leve med dem. Uanset hvad så har det konsekvenser. Og det bliver i sandhed ”det sidste kapitel” for flere af øens gæster, som indser, at de blot er små brikker i et større eksperiment.

Leonora Christina Skovs har begået en anderledes psykologisk thriller om skyld og ansvar. De spændende personportrætter og deres samspil gør historien interessant og driver handlingen frem. Selve plottet er lige vel fantasifuldt og usandsynligt for min smag. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der alligevel gør den interessant, da der på samme tid er noget originalt og trivielt over læseoplevelsen. Den er uforudsigelig og ikke lige sådan at sætte i bås.

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.