På flugt mod nord

Roman om en ung kvindes flugt fra 30’ernes Nazityskland er en medrivende fortælling om at være splittet mellem kærligheden og pligten.

I ’På flugt mod nord’ følger vi den unge tysker Johanna, som rejser nordpå til Finland for at undslippe nazisterne. Her søger hun tilflugt hos studieveninden Karin og hendes familie. Johanna forelsker sig i Karins bror, Ragnar, og hvad der skulle have været et kort besøg bliver et længerevarende ophold. Men uanset hvor hovedkulds hun forelsker sig og hvor højt mod nord, hun rejser, kan Johanna ikke gemme sig for rædslerne hjemme i Tyskland. Klaus Manns eksilroman er fængslende velskrevet og nu langt om længe tilgængelig på dansk i Inge Nissens flotte oversættelse.

’På flugt mod nord’ udkom i 1934. Året før havde Klaus Mann forladt Tyskland på grund af nazisternes magtovertalelse. Der er altså tale om hans første roman skrevet i eksil, og det er oplagt at tolke hovedpersonen Johanna som en fiktionaliseret genspejling af forfatteren. Da vi møder hende i begyndelsen af romanen, er den unge kvinde med forbindelser til den tyske venstrefløj rejst til Finland. Flere af hendes venner, inklusive hendes bror og kæreste, er ligeledes flygtet til udlandet, mens andre er blevet dræbt af nazisterne.

Hos sin gamle studieveninde Karin og hendes familie, der driver et økonomisk udfordret gods med kilometervis af tilhørende landbrugs- og skovareal, fortaber Johanna sig i de nye indtryk og anderledes skikke, hun møder i det fremmede land. Og hun fascineres af Karins familie: den ængstelige men udspekulerede mor, og de to brødre, Jens og Ragnar, der lever som hund og kat. Johanna plages konstant af skyldfølelse over at have forladt sin familie og være flygtet fra den politiske kamp mod nazisterne. ”Jeg er bare kommet for at være her et par dage,” siger hun i begyndelsen og planlægger at rejse til Paris ved først givne lejlighed for der at slutte sig til eksiltyskernes kamp mod naziregimet. Men intet går, som Johanne forestiller sig, og snart er hun stormende forelsket i den ene af de to brødre, den alvorlige og tanketunge Ragnar, som er ved at køre godset i sænk. Sammen flygter de ind i forelskelsen og endnu højere mod nord:

”Det var alt for farligt at blive for længe et sted, fordi man risikerede at komme til besindelse – og at komme til besindelse, var det eneste, der ikke måtte ske. Med besindelsen fulgte også spørgsmålet om, hvad meningen med rejsen egentlig var, om den kunne forsvares. Johanna hverken turde eller ville forholdet sig til det spørgsmål.”

’På flugt mod nord’ handler både om den umulige, dybe kærlighed, der når som helst kan slå over i dyb smerte, og om de lige så umulige familierelationer; men først og fremmest er romanen en skildring af livet i eksil; af frustrationen og skyldfølelsen over at være rejst fra sit hjemland, når man føler sig forpligtet til at gøre modstand, af vreden over at være blevet frarøvet sit liv, som man kendte det, og af følelsen af ikke længere at høre til noget sted.

Egentlig er det ærgerligt, at der skulle gå 86 år før en dansk oversættelse af romanen så dagens lys. Men desto mere grund er der til at glæde sig over, at danske læsere nu endelig kan opleve et af den tyske eksillitteraturs hovedværker, og til at forbløffes over så mange år senere at opleve, med hvilken klarhed Klaus Mann forudså den katastrofe, som lurede i horisonten i 1934.