Man skal jo leve

Læs et de mest karakteristiske og mere betydelige eksempler på 30’ernes naturalistiske kollektiv-skildring.

Meget i bogen er selvfølgelig forældet, historie, og kvarteret er forlængst revet ned, men fattigdom og usle skæbner forældes ikke sådan.

Romanen er en såkaldt kollektivroman, dvs. en bog uden hovedperson(er). Den handler om mennsker i København i 1920’erne, nærmere betegnet en baggård i Borgergade/Adelgade-kvarteret: fattigt, fattigt med arbejdsløse og arbejdende, der slider sig op, sprittere, ludere og luderkarle, unge, der har sex i opgangen, hjemmegående mødre, rotter og skraldebøtter og lokum i gården. Mange spildte liv og forkvaklede eksistenser, der har mistet livsmodet, men alligevel har gråheden sine nuancer hos baggårdens beboere.

Mød fru Albreksen, fru Marker, Otto og Aase, Karla og Bak og alle de andre og hør småsladder om ”Zenia og barnet, der var åndssvagt, om Hansen oppe på kvisten, og Lunds og havnearbejderen, der var begyndt at drikke, og fru Lunds nye losjerende, der hade sådan en køn kæreste, og Christiansens kone, der hade det lidt bedre, og sutterne i hulen, som blev ved at leve ...”

Det fine ved bogen, og måske grunden til, at den er værd at læse i dag både som tidsbillede og indignationsroman, er dens mangel på føleri og sentimentalitet. Man kan mærke, at forfatteren kender forholdene, men han forstår at holde afstand. Og så har bogen varme - og visse steder, midt i al tristheden, bliver Herdal af og til helt poetisk og humoristisk.

Jeg kan også li’ dens tilnærmelse til talesproget, både ortografisk og indholdsmæssigt. Det gør den meget levende og til en god læseoplevelse og et fint tidsbillede, synes jeg, der altid har været glad for at læse realisme og samfundskritik!

”Man skal jo leve” er et hovedværk i Herdals forfatterskab og et hovedværk i 30’ernes sociale realisme. Bogen udkom i 1934 og har været genudgivet flere gange, også i forkortet udgave, hvor man fjernede enkelte af personerne for at tilpasse sidetallet til en billigbogsudgivelse! Bogen vakte forargelse ved udgivelsen på grund af dens meget frie seksualmoral og dens frastødende storbybillede.

Den er iøvrigt tilegnet Martin Andersen Nexø. Naturligt nok, for når man taler om den sociale og kollektive roman og kritikken af datidens samfund, tænker man i dansk sammenhæng først og fremmest på Andersen Nexø og Hans Kirk, men Harald Herdal kan fint være med i det selskab.

Og jeg bliver simpelthen nødt til også at genlæse Herdals ”Løg”, som også er en kollektivroman, og som jeg i 1960’erne var meget begejstret for. Og jeg tror heller ikke jeg bliver skuffet denne gang!