Hvor der er vilje

Underholdende slægtsroman, der har det hele: venskab, kærlighed, svigt, økonomisk ulighed, løgne og fortielser. Historien er fortalt, så  siderne næsten vender sig selv.

'Clifton-krøniken', som serien bliver kaldt, skildrer to meget forskellige familier med udgangspunkt i Bristol, som blandt andet er kendt for sin store havn. Romanen starter i 1919, og det er meningen, at den skal slutte hundrede år efter - og at den skal bevæge sig fra England, over New York til Mumbai. Det med at skildre de sidste hundrede år er jo noget vi også kender fra blandt andre Ken Follett og Jan Guillou.

Harry Clifton er født i 1920 i en fattig familie. Om sin far ved han bare, at han faldt i den store krig. Harry ved egentlig godt, at det ikke kan passe, da han er født i 1920, men det er alt, han kan få at vide. Harry drømmer om at komme ud at sejle, men da man finder ud af, at han er godt begavet og at hans sangstemme er helt vidunderlig, bliver han med gode venners hjælp optaget på en berømt skole.

Harry er omgivet af herlige personer, hvoraf de fleste kun vil ham det bedste. Men der er kun få personer i romanen, som ved ,hvem Harrys far i virkeligheden kan være – udover os læsere. Hugo Barrington har været sammen med Harrys mor, inden hun blev gift. Hugo er adelig og søn af Sir Walter Barrington, som ejer byens store rederi. Hugo Barrington har en søn, Giles. På skolen bliver Harry og Giles bedste venner, og senere møder han Giles` søster, Emma, som han bliver forelsket i. Og så fortæller jeg ikke mere.

Engelske Jeffrey Archer har solgt mange millioner bøger på verdensplan, men han er aldrig rigtig slået an i Danmark. Jeg tror, dog at det vil ændre sig med denne roman, som er den første i en serie på tre.  Ikke det store litterære værk, men Archer er en god historiefortæller, og bogen er svær at lægge fra sig. Archer er , udover at være en god fortæller, også morsom, når han for eksempel fortæller om, hvordan Harry begår sig i det i det finere selskab.

Archer har en lidt speciel fortællemåde. Romanen er opdelt i kapitler, som tager udgangspunkt i hovedpersonerne. Det første afsnit i hvert kapitel er fortalt i jeg-form, mens resten er fortalt af en alvidende forfatter. For det meste giver det en ny dimension til fortællingen, men ind i mellem bliver det også til nogle gentagelser. Og så kan Archer altså det med ”cliff-hangere”, og tænk, nu skal vi vente helt til foråret 2017, inden vi får at vide, hvad den sidste sætning i bogen får af konsekvenser for Harry.