Bog

Om natten lyver jeg aldrig

Af (
2020
)

Anmeldelse

Om natten lyver jeg aldrig

10 nov.20

Historien om Yosef, der lever et dobbeltliv, er historien om at være tro mod sig selv og stole på, at der altid er lys for enden af tunnelen.

At være muslim og tænde på personer af sit eget køn kan være noget nær uforeneligt. Det er da også det Yosef alt for godt er klar over. Han er hovedperson i Tomas Lagermand Lundmes nyeste ungdomsroman ’Om natten lyver jeg aldrig’. Han er lige fyldt 17 år, droppet ud af gymnasiet og arbejder i et fitnesscenter mens han bor sammen med sin mor, far og storesøster i en lejlighed i en ikke navngivet by, dog temmelig sikkert en forstad til København. Familien kom til Danmark fra ”det sted, der engang har været mit”, da Yosef var tre år, så han er nærmest indfødt, som han selv siger.

I bogen kommer man helt ind under huden på Yosef og hans ambivalente og forvirrende følelser. Han har hørt skrækhistorier om, hvad ens familie kan finde på at gøre ved ”sådan nogen som ham”. Han vil ikke vanære sin familie, der er overvejende kulturmuslimske, og forsøger derfor at leve et håbløst dobbeltliv med en profil på Grindr, to mobiltelefoner og slørhalen Allan, som sin eneste allierede, men da han møder den jævnaldrende Tobias, er han fortabt i forelskelse. Tobias hviler i sig selv og er sprunget helt ud, så han forsøger at hjælpe Yosef til det samme. Men det er lettere sagt end gjort.

Thomas Lagermand Lundme skriver som altid i en skøn blanding af minimalisme og billedsprog med en poetisk tone, der skaber et univers, som lukker læseren helt ind. Yosef er en jeg-fortæller, hvilket samtidig gør, at man bliver inviteret indenfor i hans hoved og føler alle hans modsatrettede følelser og lidt lettere forstår hans bevæggrunde.

Bogen er også en DR3-serie. Der er tale om 6 episoder af ca. 16-20 minutters varighed, og sammen med bogen fungerer den fint. Bogen – der i øvrigt har den smukkeste forside - giver bare lige den der ekstra forståelse for Yosefs situation og handlemåder, som man ikke helt får med i tv-serien. Historiens budskab er, at man skal være tro mod sig selv og altid tro på, at der er lys for enden af tunnelen. Som teenager kan man nemt blive slået ud af livets krav, særligt hvis man ikke følger den slagne vej. Men som forfatteren selv siger, så ønsker han at indgyde alle unge mod og en sprække af lys i forhold til fremtiden. 

Bogdetaljer

Forlag
CarlsenPuls
ISBN
9788711988701
Antal sider
234

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer