Til ungdommen

På eftertænksom og humoristisk facon fortæller en række unge om livet i en brydningstid fulgt godt på vej af Lisa Aisatos vidunderlige illustrationer.

Linn Skåber debuterer med en række monologer, ’Til ungdommen’, der er skrevet poetisk med masser af sødme og humor.

En af de unge i bogen, Peter, hvis mor kalder ham Peter Pan, fortæller: "Jeg er 15 år i huden, knoglerne, øjnene, benene og armene, men ikke i hjertet. Mit hjerte er mere sådan cirka syv et halvt. Så i hjertet er vi nok ens, Peter Pan og jeg."

Der er et afsnit, der handler om "Pigerne", hvor drengene bemærker, at pigerne ikke kun er vokset i højden: "De havde ligesom fyldt sig selv op indefra og var vokset på alle mulige måder". Hvor har de lært at danse? Måske har de altid kunnet danse, "Ligesom sommerfuglene bare vælter ud af kokonerne, folder vingerne ud og bare er så forbandet smukke". Der fortælles også om at være hypnotiseret af Ninas runde numse, der kan svaje, gynge og svinge, og som for hvert sving maler som en malerkost på vægge, busser og børn i farver, som aldrig før er set. Nina ved slet ikke, at der bag hende er et magisk pendul, at hun er magisk.

Bogen er fyldt med frustrerede henvendelser til uforstående voksne, tanker om ungdomstiden og forvirringen omkring ens jævnaldrende, der forandrer sig så hurtigt, mens man selv vil bremse lidt. Vi læser om pigen, der lader som om, hun er skadet, så hun har en undskyldning for ikke at tage badetøj på og svømme om sommeren. Vi læser også om hende, som får lave karakterer i matematik, men scorer højt i at forstå livet. Fortællingerne er af og til overraskende poetiske og filosofiske.

Bogen er delt op i 31 tekster og nogle citater, hvor nogle er sjove, andre triste, men fælles er, at de alle er tankevækkende. Alle tekster er fantastisk illustreret af Lisa Aisato, som kan tegne mennesker, så alle ord er overflødige. Selvom bogen hedder ’Til ungdommen’, vil alle voksne kunne finde stor genkendelse i den. Linn Skåber har forsøgt at beskrive den svære tid mellem barn og voksen sammen med de unge, hun har interviewet. 

Fortællingerne er fortalt med Linn Skåbers ord, der indeholder en lurende alvor, men er skrevet fra de unges perspektiv. Som voksen kan man finde sig selv i de unge som enten overmodig, søgende eller noget helt tredje. Og i de sublime illustrationer kan man måske også genkende sig selv med bøjle på tænderne, bumser eller med lange ben og store fødder. Det er imponerende smukt.