Disco!

Kønsopfattelser og rummelighed tages op i  aktuel og vedkommende historie for store børnehavebørn.

I 'Disco!' handler det om retten til at være den, man er, uanset køn: at man som dreng kan have lyst til at tage pigetøj på og som pige at spille fodbold. Stereotype kønsopfattelser hos både børn og voksne er på spil i denne historie, som giver stof til eftertanke. En højst aktuel og vedkommende tematik, som desværre er formidlet på en noget forvirrende måde. Det til trods er tematikken vigtig, og jeg kan anbefale, at man lige gennemlæser historien et par gange, før ungerne introduceres for den. 

Jeg-fortælleren har fået en ny ven, der hedder Pina. Hun er ret klog og siger, at der ikke findes pige- eller drengefarver, kun yndlingsfarver, og da Pina kommer på overnatning, holder de discofest. Næste dag går jeg-tælleren i børnehave i en lyserød kjole, hvilket medfører kommentarer fra både børn og voksne om, at det kan drenge ikke. Og hvis man er en pige som Pina, kan man ikke spille fodbold, er der også en far, der mener. Det skaber splid mellem børnene, og de voksne bliver også uvenner. Heldigvis ender historien med, at fortællerens far finder på en genial ide, der afvæbner konflikten og giver plads til at alle bare kan være dem, de har lyst til at være – nemlig sig selv.

Billedsiden er flot med mange sjove detaljer og tematikken ganske aktuel i disse år. Men begge dele i kombination gør temaet forvirrende at forholde sig til som læser. Der sker rigtig meget på billedsiden og med personerne i historien på kryds og tværs. Jeg måtte læse bogen flere gange og nærstudere billederne for at få fat i det hele.

Frauke Angel vil meget med sin historie, især da begrebet ”bøsse” også introduceres midtvejs i historien. Der er ingen homoseksuelle i historien, og jeg gætter på, at Frauke Angel har valgt at medtage den vinkel på kønsdebatten for at introducere og afmystificere et begreb/ord, mange børn nok hører tidligt i livet uden at forstå, hvad det dækker over.

I denne historie er det ikke kun børn, der er hurtige til at dømme andre ude af fællesskabet, hvis nogen stikker ud og afviger fra gennemsnittet. Historien medtager også, at de voksne kan være stereotype og snæversynede.

Stereotype kønsopfattelser er stadig dominerende her i 2020, og selvom det står forældre frit for, hvordan de vil opdrage deres børn, er det en helt anden snak, når det handler om, hvordan vi behandler andre og skaber større rummelighed. Kønsopfattelser og retten til at være sig selv er en aktuel problematik i nutidens børneliv, som er værd at forholde sig til.