Damoklesdrive-in

Simon Grotrian var - og er - kaossets og paradoksets mester. Det beviser han i sin sidste udgivelse.

'DAMOKLESDRIVE-IN' falder i fire dele, der alle består af digte. Enten ét langt eller flere korte. Formmæssigt er den mest afvigende sidste del ’DYKÆNDERNES DOGME’, hvor Grotrian løfter sløret for nye konkretistiske digte. Her eksempelvis min personlige favorit 'ARMBØJNINGER I KISTEN':

M

Og nu til indholdet, som er sværere at beskrive. Dette skyldes, at Grotrian var uhyre dygtig til at lade sine digte være i bevægelse. De udgør en kaotisk skabelsesproces: ”Og versene iler deres rim i møde / som en ko, der støder ind i en bus / man klynges op i kommaer foran den almægtige / og pilles ned igen, når punktummet står som en stjerne” . En anden faktor, der gør, at man som læser bliver kastet rundt i en spændende, men også udfordrende digtsamling, er Grotrians evne til at lave uventede koblinger: ”på kirkegården vender de sovende / det hvide ud af bamsen”.

I Grotrians univers er man aldrig sikker på, hvilken vej man er på vej ned, op eller henad. Måske man ikke bør tale om noget så banalt som veje, når man bevæger sig rundt i Grotrians kaos. Og så alligevel. Der er noget sært genkendeligt og meget rørende over Grotrians digte. Som eksempel beskriver han bålets knirken som ”nuttet”. Et adjektiv, man ikke normalt ville koble på de lyde, der kommer fra et bål, men som, når man tænker nærmere over det, giver en form for mening. Derved overrasker Grotrian gang på gang i sin særegne sætningskonstruktioner. Genkendeligheden fremkommer, fordi Grotrian gennem sine digte evner at sammenbringe ellers usammenhængende elementer. Han må derfor anses som paradoksets mester, hvilket bliver tydeligt i hans sætning ”fakta er flyvende høns”. Digtene vibrerer og farer frem og tilbage mellem det genkendelige og det fuldstændigt fremmede. Mellem mening og mangel på samme.

Denne blanding gør Grotrian svær, hvis ikke umulig, at fæstne i genre, tid og rum. Farten leder tankerne hen på futurismen. Men Grotrians fart går i mange retninger og brydes til tider af en dvælen. Det paradoksale, kaosset og hans konkretistiske digte leder tankerne hen på dadaismen. Men samtidig bekender Grotrian sin kristne tro ved at lade Gud være tilstedeværende i skriften. Snarere vil jeg sammenligne Grotrian med en af historiens største malere, Vincent Van Gogh, der med sine malerier viste farvens forhold til den inde virkelighed. På samme måde viser Grotrian med sine digte, at sproget kan sættes sammen på nye måder.

Læsningen af Grotians digte er en sanselig erfaring. Dette viser han ved fuldstændig at nedbryde tingenes naturlige fremtoning. Og nu vi er ved malerkunsten, kan Grotrians digte, der indholdsmæssigt søger opløsning, måske bedst sammenlignes med akvarelfarve, som løber ned ad et lærred og aldrig størkner. Et sådan maleri kan være yderst frustrerende at betragte. Og Grotrians digtsamling er da til tider også frustrerende læsning. Men anbefalingen her fra lyder, at man skal lade sig rive med ud i vanviddet. Hvorfor? Fordi Grotrian med 'DAMOKLESDRIVE-IN' viser, at han helt til det sidste mestrede kaosset til perfektion!