Jazz

Sørgmodig, melankolsk, oprørsk, sprudlende og dramatisk. Hvad musikken plejer at give os af følelser, formår Morrison at give os i bogform.

Joe og Violet flyttede i 1906 som nygifte til Harlem, nysgerrige og åbne for mulighederne i den store by, som summer af liv og rytmer. Tyve år senere er ægteskabet gået skævt, og de er ved at glide fra hinanden. Joe falder for den 17-årig pige Dorcas, men da hun bliver træt af ham og hans uskyldige gaver, begynder hun at gå til fester for at finde andre og yngre mænd. Vi møder dem alle i perioden efter, Joe har skudt Dorcas, og Violet har ødelagt hendes begravelse.

Glem alt om at en fortælling som glider støt fremad med tilbageblik, der kan forklare karakterernes handlinger og reaktioner. Når du lige har fået styr på én situation, glider den over i en anden, som dog på en eller anden måde har forbindelse til den situation, du lige læste om. Nogle gange er der skift mellem synsvinklerne, andre gange giver en beskrevet situation associationer til en anden person eller denne persons opvækst eller familiehistorie.

Heldigvis – kunne jeg fristes til at sige – holdes alle disse skift i stram snor af én fortæller, som ikke præciseres, men som tilsyneladende flyder oven vande og har et godt overblik. Denne fortæller skifter også mellem konkrete fakta og antydningens kunst, og disse antydninger svøber dig ind, så du nærmest kan føle situationen.

Skiftene gav mere mening, jo mere jeg læste. Morrison giver os på den måde en fornemmelse af, at vi alle et produkt af forskellige påvirkninger og dermed en del af en helhed. Når disse skift tænkes sammen med bogens titel ’Jazz’, giver det endnu mere mening. Musikgenren jazz er netop kendetegnet ved at være spontan og improviserende, og at der skiftes mellem de forskellige instrumenter for at lade dem vise, hvad de kan. Apropos musikken så blev jeg meget betaget beskrivelsen af, hvordan jazz blev opfattet i 1920’erne. Både farligt, oprørsk og forførende, men også udtryksfuldt for de sortes vrede.

Toni Morrison giver os i 'JAzz' en stærk beskrivelse af den sortes befolknings forhold i starten af 1900-tallet. Specielt beskrivelsen af The Silent Negro Protest Parade i New York 1917 – den første store protest i New York arrangeret af NAACP, hvor 10.000 afroamerikanere tavse og kun til lyden af trommer marcherede ned af 5th Avenue. Sammen med de stærke tilbageblik til hovedpersonernes familiehistorie får man en ret god fornemmelse af de sortes muligheder og begrænsninger, hvad de kæmpede for, og hvad de måtte finde sig i. Jeg vil anbefale at læse bogen på originalsproget blandt andet på grund af dialekterne.