Anmeldelse
Byen brænder af Garth Risk Hallberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Bogens titel refererer til den berømte strømafbrydelse i New York 1977, som er centrum for begivenhederne i denne mageløse og forunderlige fortælling om storbyen og dens indbyggere.
Garth Risk Hallberg debuterer med denne mastodont (over 1000 sider) af en roman, og historien om, hvordan forlagene allerede inden udgivelsen kappedes om at kapre rettighederne, som endte med, at han fik næsten 11 millioner i forskud, er i sig selv en fantastisk fortælling. Spørgsmålet er naturligvis så, om hans roman svarer til forventningerne, og svaret på dette må i det store og hele blive et ubetinget ja. Forfatteren har formået at skabe en fantastisk beskrivelse af tiden og af byen New York, de mange personer forekommer levende og fint beskrevet, og det hele er perfekt orkestret omkring en mordgåde.
Kort før midnat nytårsaften 1976 bliver en ung kvinde, Samantha, skudt i Central Park. Gennem hende introduceres en række personer, hvis skæbner flettes sammen omkring forbrydelsen:
De to søskende, Regan og William Hamilton-Sweeney, født ind i den økonomisk magtfulde familie. Regan arbejder i familiefirmaets PR afdeling, mens William fuldstændig har brudt med familien og nu lever et liv i kunst og narkotikamisbrug. Gennem de to møder man Regans eksmand, Keith og Williams sorte elsker, Mercer. Man præsenteres også for Charlie, hemmeligt forelsket i Samantha, politimanden Pulaski og journalisten Richard Groskoph og mange flere.
Den debuterende forfatter har først og fremmest leveret et uhyggeligt imponerende produkt, og selvom romanen måske ikke er helt vellykket hele vejen igennem og måske kunne være forkortet med et par hundrede sider, så må man tage hatten af både for det fantastiske sprog, de levende og præcise geografiske beskrivelser, den udspekulerede handling og opbygning af historien.
Der er pudset og plejet for hver eneste detalje, og selvom romanen konstant både skifter i tid og rum og mellem de mange forskellige personer, er den egentlig ganske nem at gå til. Handlingen i bogen er med skuddene mod Samantha umiddelbart spændende, men især de mange lag i historien og de levende og interessante beskrivelser af personer og steder, gør, at det er en bog man kun nødigt lægger fra sig.
Garth Risk Hallbergs roman har mange litterære referencer; Dickens, F. Scott Fitzgerald, Donna Tartt, Franzen og mange flere, men den debuterende forfatter er først og fremmest sin egen, og kombineret med store emner som kærlighed, besættelse, sorg, identitet og mening med livet er der her skabt en af de helt store og sjældne oplevelser.
En genial og smart skrevet litterær roman, der appellerer til både hjerte og forstand. Det eneste, som i hvert fald går denne anmelder lidt på, er bogens gennemsyrede stemning af melankoli og tristesse. Der savnes lidt befriende humor.
Oprindeligt skrevet af Arne Larsen, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser