Anmeldelse
Thomas Alsop af Chris Miskiewicz
- Log ind for at skrive kommentarer
Tegningerne i ’Manhattans beskytter’ er ikke flotte, men de er meget udtryksfulde, og historien er vedkommende. Hvad betyder det at have magiske evner, hvis man ikke er opgaven voksen?
Thomas Alsop er Manhattans beskytter mod de mørke kræfter. Et hverv med medfølgende magiske kræfter, som er gået i arv fra generation til generation siden 1702. Han er desuden stjerne i en web-serie på Youtube om sine bedrifter. Da der findes et gammelt skib under de faldne tvillingtårne, begynder de mørke kræfter for alvor at røre på sig. Thomas Alsop står pludselig med en farlig opgave. Det bliver hurtigt klart, at det at være Manhattans beskytter ikke er noget, han selv har valgt. Han tager hvervet alvorligt, men har samtidig brug for at være lidt rebelsk. Tidligere var han rockmusiker, og nu er web-stjerne. Familien bifalder ikke altid det, han gør, men der er ikke meget, de kan gøre.
’Thomas Alsop’ blev af avisen USA Today udnævnt til årets bedste mini-serie i 2014. Det er Chris Miskiewicz, der har skrevet historien, mens danske Palle Schmidt har tegnet. De mødte hinanden til MoCCA Fest, som er en tegneserie kongres afholdt i New York. Tilsammen har de lavet en graphic novel, hvor det ikke er skønheden, humoren eller ”nuttetheden” af tegningerne, der løfter eller udgør historien.
Miskiewicz skriver både grafiske romaner og web-serier og udgiver typisk på nettet. F.eks. har han skrevet og tegnet web-tegneserierne ’EVEREWHERE’. ’Thomas Alsop’ er hans første udgivelse på dansk. Schmidt skriver både ungdomsromaner og grafiske romaner og holder sig typisk til krimi- og thrillergenren. Han har udgivet de grafiske romaner ’Blodets konkubine’ og ’STILETTO’, som begge er udgivet i USA.
Schmidts tegninger er meget udtryksfulde. Han bruger bevidst farverne til at signalere skift mellem scener, tid og stemninger. Grovheden i tegningerne passer sammen med hovedpersonens rodede følelser og tilværelse uden at gå på kompromis med de greb, der skal til for at fortælle historien.
Tegneseriens magi – at fortælle en historie i både tekst og billede – har altid betaget mig. Mediet kan noget, som jeg ikke synes bøger eller film ellers kan: Hvis historien og tegningerne fungerer, så sætter fantasien kun grænser. Det synes jeg, at Miskiewicz og Schmidt har gjort i ’Thomas Alsop’!
Kombinationen af nutid/fortid, virkelighed/magi og menneskelige tragedier i forskellige størrelsesordner indfangede mig hurtigt. Da hæftet slutter, skal det først rigtigt at begynde. For det er kun bind 1 ud af 2 – så fortsættelse følger, og den glæder jeg mig til!
Brugernes anmeldelser