Tretten måder at se på

En frydefuld læseoplevelse om forskellige måder at se og opleve tilværelsen på.  McCanns sprog er flydende, præcist og sansemættet med vidunderlige billeder.

Tretten måder at se på består af en lang novelle – eller snarere en lille roman – og tre noveller. Flere temaer går igen i alle fire værker: overvågning, forholdet mellem forældre og børn og de tilfældigheder, som sker i ethvert menneskes liv. Hovedhistorien er inspireret af et hovedværkerne i moderne amerikansk lyrik ’Tretten måder at se en solsort på’ af Wallace Stevens, og hvert af de 13 afsnit indledes med en strofe af digtet.

J. Mendelssohn er pensioneret dommer, han bor i New York, og vi følger ham på det, som skal vise sig at blive hans sidste dag. Hån vågner op i sin seng, og mens han venter på, at der skal komme varme i radiatorerne og hans hjælper skal komme med morgenmaden og hjælpe ham ud af sengen, lader han tankerne flyde. Det er især tankerne om sin elskede afdøde hustru, Eileen, som han savner hver eneste dag, og om forholdet til sønnen, som ikke er specielt godt. Men han er også optaget af mange små og store ting.

Selv om det er snevejr og dårligt føre, inviterer han sin søn til at spise sammen med sig på yndlingsrestauranten. Det bliver ikke noget vellykket møde, og på vejen hjem falder Mendelssohn uden for restauranten. Overfald, ulykke, røveri eller bare en tilfældighed?

Ind i mellem Mendelssons tanker, følger vi politiets opklaringsarbejde, som bygger på mange forskellige overvågningskameraer, og politiets arbejde bliver sammenlignet med digteres arbejde: sandheden er hårdt arbejde, den kommer ikke af sig selv, den skal mejsles og arbejdes frem.

Også i to af novellerne er der en slags kriminalgåde, men de er nu ikke de vigtigste. I ’Sh’khol’ drejer det sig om forholdet mellem en mor og hendes adoptivsøn: hvornår er det på tide at give slip på de snævre bånd, og indse, at sønnen er ved at blive et selvstændigt væsen.

I ’Traktat’ møder vi nonnen Beverly, som tilfældigt ser en reportage fra en fredskonference, hvor hun genkender den ene af deltagerne som den mand, der har holdt hende i fangenskab og mishandlet hende. Skal hun opsøge ham og tilgive eller anmelde ham?

Den tredje novelle, ’Hvad er klokken nu, der hvor du er’, er et skoleeksempel på, hvordan en forfatter arbejder. Han skal skrive en nytårsnovelle til en avis. Hovedperson og sted er på plads, men der mangler alligevel noget.

Jeg har ikke tidligere læst nogle af Colum McCanns værker, men det skal jeg nu. Hans sprog er flydende, præcist og sansemættet, og han har nogle helt vidunderlige billeder af sine personer og den tid, vi lever i. Ved Mendelssohns begravelse står der om svigerdatteren: ”hun er en katastrofe i brintoverilte” – så ved jeg lige, hvordan hun ser ud. Og jeg kan også genkende nonnen Beverlys problemer med at finde ud af fjernebetjeningen: ”man skal efterhånden være atomfysiker for at få liv i den slags apparater”.