Det de ikke snakkede om

Et dystopisk portræt af Almueskolen, hvor hverken lærere eller elever trives. Nogle gør deres bedste, andre gør som de plejer. Velkommen på lærerværelset!

Læsere af Jacob Kokkedals seneste roman, ’Det de ikke snakkede om’, vil ret hurtigt være på det rene med, hvad der er på færde her - nemlig en fra forskellige vinkler belyst problematik vedrørende folkeskolelærernes situation. En problematik, som jeg i første omgang antog måtte være sat lidt på spidsen, men som ikke desto mindre til forveksling kunne ligne virkeligheden. Og nu er jeg efterhånden kommet frem til, at det måske virkelig er virkeligheden for dagens lærerstab og elevmasse, der præsenteres her. Og i så fald: Oh, my God! Godt man ikke er lærer – eller elev, for den sags skyld.

Der hviler, ikke overraskende, en massiv dystopisk ånd over Almueskolen, som er skueplads for romanen. De fjorten tekster (jeg havde nær kaldt dem ”noveller”, men så ville der jo være tale om en novellesamling, og bogen insisterer allerede på omslaget på at være en roman, så jeg må vel bøje mig) beskæftiger sig med enten en lærer på stedet eller en elev, og ingen synes rigtigt at trives. Visse situationer og samtaler er i deres indhold så groteske, at man ikke kan lade være at more sig lidt, som når for eksempel læreren Janus har eleven Abdul til en personlig samtale og i ramme alvor siger:

”… det er lidt problematisk, at Nashmil for eksempel ikke tør komme i skole uden tørklæde, fordi du kalder hende luder og spytter på hende, Abdul. Sådan noget gør vi ikke her på Almueskolen. Det må du nøjes med at gøre derhjemme, Abdul.”

Men trods en vis humoristisk tone hist og pist bliver det altså bare mest trist med trist på. Jeg kan sagtens forestille mig, at mange lærere vil kunne genkende nogle af de her skildrede situationer med usamarbejdsvillige forældre, uvorne børn og genstridige kolleger, men billedet af den danske folkeskole (ja, det er den, der kan rumme alle børn) forekommer dog entydigt og unuanceret. Det ligner et ”frustrations-skrift” forfattet af en lærer, som har haft brug for at få afløb (behøver jeg sige, at forfatteren rent faktisk er lærer?!).

Min ovenfor slet skjulte anke skal dog ikke tolkes således, at romanen ikke er værd at beskæftige sig med. Dels lander den jo rimeligt blødt i en stadig varm debat om folkeskolens facon og lærernes vilkår – forårets lock-out er ikke længere væk, end at vi stadig har den i frisk erindring. Og dels kan jeg personligt rigtig gode lide den lærergruppe, Almueskolen er begunstiget med. Det er en både fin og troværdig gruppe, og flere af lærerne får absolut litterært liv i løbet af romanen. Så om ikke andet kan man roligt læse den for Margit, Helga, Bjarne, Inga og Knuds skyld.