Den anden verdenskrig forvandlede terror til heltemod. Set fra Nazitysklands synspunkt udgjorde den danske modstandsbevægelse en terrortrussel mod Det tredje Riges imperiale visioner. I ly af mørket satte de danske terrorister livet på spil.
De saboterede tyskerne med simple midler; de nægtede at adlyde en gal mands politiske diktat. Efter 11. september 2001 har ordet terror udviklet sig til et synonym for ondskab. Dette værdiskifte giver anledning til en illustrativ historisk læresætning: Terroren er lig vold er lig ideologi. Magthavere oplever terror som vold; terroristen betragter derimod volden som en politisk eller religiøs nødvendighed. Mohammed Atta & Co´s angreb på World Trade Centre var altså både en voldshandling og en politisk demonstration. Netop dette paradoksale terrorbegreb udgør et gennemgående tema i Don DeLillos (f.1936) fremragende forfatterskab. DeLillo er nok ikke så kendt i Danmark, men hans forfatterskab er ét af de vigtigste og bedste tilbud, hvis man ønsker et indblik i den moderne amerikanske kultur.
Han debuterede med romanen ”Americana” (1971), som målrettet beskriver vores nutidige mediekultur. Siden er det blevet til en lang række romaner, der indkredser den amerikanske virkelighed fra rock’n’roll, storkapital, teknologi, forurening, koldkrig, paranoia, præsidentmord, massekultur til terrorisme.
I uoversatte romaner som Players (1977) og The names (1982) møder man terrortemaet hos DeLillo, men først i romanerne Vægten (1988) og Mao II (1991) udgør terrorismens idé og natur hans hovedinteresse. De sidstnævnte er begge oversat til dansk.
DeLillos romaner omtales ofte som politiske – en forståelse forfatteren selv vedkender sig. Dette er ikke mindst synligt i den letlæste Mao II, som er DeLillos bedste terrorroman. Set fra en litterær synsvinkel får terrorisme her et interessant analytisk potentiale. Romanens hovedfigur, forfatteren Bill Gray, foreslår følgende forbindelse mellem litteratur og terror:
”For mange år siden gik jeg og troede, at det var muligt for en romanforfatter at ændre en kulturs indre liv. Nu har bombemagere og revolvermænd overtaget det territorium. De går til angreb på den menneskelige bevidsthed. Det som forfattere plejede at gøre, før vi alle sammen blev en del af systemet.”
Denne lighedsforbindelse mellem litteraturen og terror er dristig, men vil man nærme sig tematik, symbolik og det politiske engagement i DeLillos forfatterskab, har formuleringen essentiel karakter. Terror og litteratur deler på sin vis formål og forudsætning: Ønsket om at påvirke den menneskelige bevidsthed gennem kritiske aktioner rettet imod det gældende system. Hvis forfatteren vil bevare eller genvinde kritisk gennemslagskraft, må han/hun altså adoptere elementer fra terrorismens logik.
Terrorens grundidé er dybest set radikalitet – viljen til at satse livet og evnen til at operere i den kendte verdens skygger. Terroristen er en fjende uden hær eller uniform; en enlig bombemand drevet af ideen om en anderledes verdensindretning. I konfrontation med en stærk magt når man kun sit mål ved at forblive usynlig indtil angrebets øjeblik.
Som terroristen må forfatteren stille sig i radikal opposition til samfundets normalværdier og institutioner. Uden en forståelse for dette vilkår forvandles litteraturen til en art massekulturel muzak med ringe gennemslagskraft. Diskussionen af massekultur, litteratur og terrorisme er iscenesat på kreativ vis i Mao II, og resultatet er én på alle måder aktuel bog.
Don DeLillo har ikke kun beskrevet terror i sine romaner. I kølvandet på 11. september skrev han til eksempel i et essay: ”Det er vore liv og tanker, som nu er besat. Denne katastrofale begivenhed ændrer vor måde at tænke og handle på, fra øjeblik til øjeblik, fra uge til uge, i et ukendt antal kommende uger og måneder og stålhårde år.” Efter angrebet på World Trade Centre er verden naturligvis en anden, hvilket i sig selv viser terrorens brutalitet og potentiale. Terror er på en og samme tid kynisk mord og et bevidsthedsudvidende, ideologisk våben.
Hvor Mao II indkredser terrorisme på analytisk facon, behandler DeLillos roman ”Vægten” emnet med udgangspunkt i et konkret forlæg i amerikansk historie: mordet på John F. Kennedy 22. november 1963. Vægten er den sidst oversatte af DeLillos værker til dansk, og romanen er uden tvivl ét af hans mesterstykker.
Som filmen JFK af instruktøren Oliver Stone analyserer også Vægten præsidentmordet med paranoid penneføring. Hos mange andre amerikanske forfattere udgør konspirationen en typisk figur, og DeLillo mestrer altså også denne tradition til perfektion.
Terrormordet på Kennedy har som 11. september 2001 haft enorm indflydelse på det moderne Amerikas mentalitet, ikke mindst fordi Kennedys officielle morder Lee Harvey Oswald selv blev myrdet på terroristisk vis af Jack Ruby live i den bedste sendetid på landsdækkende Tv. Hvor Stones film fører bevis for mordets konspiratoriske ophav, angriber DeLillo begivenheden helt anderledes, ja, man kan faktisk sige, at han tager tråden op, hvor Stone slutter.
Hovedpersonen i Vægten er netop Lee Harvey Oswald. DeLillo beskriver Oswalds specielle opvækst – hans ensomhed, fattigdom og sympati for marxismen. Oswald udgør et eksempel på 1950´erne og 1960´ernes billede af en mulig terrorist. Han er en outsider; han føler, opfører sig og tænker anderledes. Hos DeLillo bevæger Oswald sig både konkret og symbolsk i skyggen, ude af syne og i venteposition.
Han besidder terroristens karaktertræk, nemlig: ”Mænd i små værelser. Mænd som læser og venter, som kæmper med hemmeligheder og feberagtige idéer.”
Oswald er således det perfekte våben for romanens virkelige skurke – en gruppe tidligere CIA-agenter, som hader Kennedy for hans håndtering af Cubaspørgsmålet.
Disse mænd planlægger og organiserer i største hemmelighed terrorattentatet mod Kennedy; Oswald er kun en brik i et politiske og økonomiske spil med forgreninger i alle retninger. Sådan lyder DeLillos version af terroren også: Den enkelte terrorist er ofte et våben i hænderne på kujoner, som hverken tør argumentere eller handle på egen hånd.
Hos mange andre amerikanske forfattere udgør konspirationen en typisk figur, og DeLillo mestrer altså også denne tradition til perfektion. Terrormordet på Kennedy har som 11. september 2001 haft enorm indflydelse på det moderne Amerikas mentalitet, ikke mindst fordi Kennedys officielle morder Lee Harvey Oswald selv blev myrdet på terroristisk vis af Jack Ruby live i den bedste sendetid på landsdækkende Tv. Hvor Stones film fører bevis for mordets konspiratoriske ophav, angriber DeLillo begivenheden helt anderledes, ja, man kan faktisk sige, at han tager tråden op, hvor Stone slutter.
”Mænd i små værelser. Mænd som læser og venter, som kæmper med hemmeligheder og feberagtige idéer.”
Af Martin Toft, Cand. Mag.
Kommentarer