Beethoven, mælkebarer og grundløs vold i en dystopisk roman spækket med etiske dilemmaer
15-årige Alex og hans drugger hærger nattens gader, slår, slår ihjel og voldtager. Under en aktion bliver Alex forrådt af sine venner og anholdt af politiet – ikke for første gang. Men denne gang har han begået et mord og må ind og ruske tremmer, egentlig i 14 år, men han er så ’heldig’ at blive udtaget til et nyt helbredelsesprogram, der skal gøre ham til et nyt, ikke-kriminelt menneske.
Efter 14 dage med Ludovico-metoden er han et helt nyt menneske, der afskyr vold. Alene tanken om det giver ham voldsom kvalme, og at tænke på noget godt bliver således hans hurtige vej til lindring. Og hokuspokus: Alex er kureret og en sund og god samfundsborger.
Helt så ligetil er det naturligvis ikke, og Burgess provokerer og giver os grå hår af de mange etiske dilemmaer, han bringer i spil. Hvad er der tilbage af et menneske, der ikke længere kan vælge mellem godt og ondt? Og hvem er god og hvem er ond, når lovens lange arm er lige så blodindsmurt som de mange banders, der raserer i nattelivet? A Clockwork Orange er et formidabelt portræt af en politistat med fuldmagt, og som Themsen i London løber en stemning af frygt gennem bogen.
Hvor det stemningsskabende element i Kubricks film fra 1971 i høj grad var det små-bizare lydspor, er denne rolle i Burgess roman sproget, særligt det slavisk-angloamerikanske slang-sprog natsat. Efter kort tid vænner man sig til de uvante ord, og de får en fremtrædende rolle ved at stadfæste etikkens og temaernes eviggyldighed. Burgess er en sprogtekniker af rang og beviser det mesterligt i denne foruroligende roman.
A Clockwork Orange strutter af humor, skørhed og skævhed og er en isnende fornøjelse. Med sine mange spørgsmål og få svar leverer Burgess og bogen CO2-neutralt tankegods til langt ud i fremtiden. Den giver mulighed for flere, mangesidede læsninger, og der er masser af kød at skære i.
En original og evigt relevant dystopi.
Kommentarer