1960'ernes verdenssamfund bød på omvæltninger af den helt store slags: Berlinmuren blev rejst, Mandela fængslet og Kennedy myrdet. Martin Luther King modtog Nobels Fredspris inden han få år efter måtte lide samme skæbne som Kennedy. Kulturrevolution i Kina, amerikanske tropper i Vietnam, Israels sejr i Seksdageskrigen. Som alt andet gennemsyrede denne radikalismens æra også Science Fiction-genren, bl.a. med dannelsen af New Wave-bevægelsen.
Med fornyet politisk engagement forkastede den science fiction-genrens tidligere standarder i en betoning af stilistiske eksperimenter, skarpt - ofte vulgært - sprog, og krav om psykologisk og social relevans. Anthony Burgess' kultroman A Clockwork Orange (1962) indeholder en række af disse formelle træk. Den tager afsæt i tidens gennemgribende værdiopbrud og udgør en dystopisk fremtidsvision om moralsk totalitarisme og ensretning.
Bogens "Ydmyge Fortæller" og hovedperson er skoledrengen Alex. Han bor hjemme hos sin far og mor, elsker klassisk musik og bruger sine aftener og nætter i selskab med sine tre "drugger" Pete, Georgie og Dim. De går op i modetøj og taler teenageslang - og hjemsøger byens mørke tomme gader. Under den harmløse overflade er de "ultra-voldelige" monstre, der udfører meningsløse overfald og voldtægter og for alvor frydes, når blodet flyder og alt er smadret: "…
Så måtte vi jo toltjokke hende rigtig godt med et tungt lod fra vægten, og så et passende gok med et brækjern, de brugte til at åbne kasser med, og så kom det røde som en gammel ven." Men efter et opgør i gruppen gør Alex' tre følgesvende oprør og udleverer ham til politiet. På den måde havner han først i fængsel og bliver siden forsøgsperson i en form for videnskabelig behandling, regeringen har iværksat med bekæmpelse af kriminalitet og forbrydelse som målsætning.
Trods historiens voldelige og chokerende sekvenser, trods Alex' nydelse af smerte og vold er han den ubestridte helt i Burgess' univers. Hans fortællerstemme skaber en form for intimitet med læseren pga. den særprægede sprogbrug (slanget), som historiens voksne ikke forstår.
Men Alex henvender sig også mere direkte til læseren - han bryder sin ellers kronologiske fortælling med tanker og spørgsmål, og viser dermed andre sider af sin karakter end den dominerende voldelige. Nok er Alex usympatisk og grusom, men han er, når alt kommer til alt, et menneske som os andre. En ting regeringen og de hvidkitlede doktorer overser, da de forsøger at kurere Alex for hans ondskab. "Vi kan ikke tage hensyn til motiver, højere etik. Vi er kun interesseret i at nedskære antallet af forbrydelser," som forsøgsleder Dr. Brodsky udtaler.
Den grundlæggende diskussion i 'A Clockwork Orange' handler om, hvad det vil sige at være menneske - hvad det vil sige at være god eller ond. Er godhed et spørgsmål om at handle eller om at vælge? Ved at sprøjte kemiske substanser ind i Alex' blodbaner tvinger regeringen ham mod det gode. Kemikalierne bevirker nemlig, at enhver hensigt om at handle ondt vil blive ledsaget af stærk fysisk lede.
Gennem fremstillingen af Alex som menneskelig, udlægger Burgess sin holdning til en sådan behandling meget klart. For ham er synd et kristent begreb og ondskab en moralsk kategori tæt forbundet med individers frie vilje. Det forkerte er udefinerbart og abstrakt. Det er det socialt uacceptable, og noget sådant kan kun fastsættes ved samtale og diskussion. Regeringens behandling af kriminelle er altså en langt større trussel mod menneskeheden end Alex' fascination af det grusomme, fordi den underminerer menneskets basale frihedsrettigheder.
Som nævnt ovenfor kan 'A Clockwork Orange' ses som eksempel på science fiction-genrens 60'er-strømning "New Wave". Hvor traditionel science fiction ofte diskuterer videnskabens og teknologiens rolle i det moderne samfund, bruger Burgess den som et middel til at diskutere menneskelig handlen.
Videnskaben er romanens negative udgangspunkt, fordi den muliggør behandlingen af Alex - men den er kun interessant, fordi den forvaltes forkert. Hvor traditionel science fiction ofte er sprogligt overfladisk, konstruerer Burgess sit eget fremtidsslang af amerikanismer og russiske suffikser og begreber.
På den måde angiver den sproglige form i sig selv angsten for et totalitært, gennemorganiseret samfund, hvor alle følelser og sproglige nuancer er udryddet. Hvor traditionelle fremtidsutopier eller -dystopier er overdimensionerede og fjerne, er Burgess' fremtidsengland så nært, at det er realistisk.
Som læser kan man identificere sig med visionen, men på samme tid muliggør historiens overdrevne, absurde elementer en kritisk afstandstagen.
Af Marie-Louise Büchert, Cand. Mag.
Kommentarer