Dansk litteratur i 00’erne

Hvor 1990ernes danske litteratur er præget af minimalisme, ironi, formbevidsthed, kortprosa og genreeksperimenter, træder nye tendenser ind på den danske litterære scene i 00'erne.

Litteraturen vender sig nu mod mere traditionelle former og lader alvoren og realismen komme til udtryk. Mens verden i 00erne bliver mere og mere global, bliver den danske litteratur mere lokal. Angrebet på World Trade Center i 2001 markerer et systemskifte, og mange forfattere reagerer på terrortruslen ved at vende blikket indad. Udkantsdanmark danner en populær baggrund for periodens markante litterære tendenser: den biografiske vending, genrelitteraturens opblomstring og den beskidte realisme.

Den rå og beskidte realisme

Allerede i slutningen 1990erne får realismen en plads i litteraturen oven på de lyriske 80ere og de prosaeksperimenterende 90ere. Den rå realisme får sit gennembrud med udgivelsen af Jan Sonnergaards novellesamling Radiator. Sonnergaards prosa går helt tæt på virkeligheden og beskriver den direkte og uden antydninger og sproglig pynt. I 2002 får forfatteren Jakob Ejersbo et gennembrud med romanen Nordkraft, der lige som Sonnergaards værker beskriver rodløse unge, misbrugere og arbejdsløse. Ejersbos prosa er enkel og prunkløs, og I 2009 udkommer posthumt Ejersbos Afrika-trilogi. Trilogien Eksil, Liberty og Revolution tager læseren fra Danmark til Tanzania og er dansk litteraturs mest omfattende og dybdegående postkoloniale værk.

Som hovedregel er den danske litteratur i globaliseringens årti dog ikke verdensvendt, men vendt mod det danske. Ambitionen om at skildre Danmarks beskidte og til tider nederdrægtige virkelighed afspejles bredt i periodens danske litteratur: Bent Haller beskriver Underdanmark i Aalborg i 1950erne, Bent Vinn Nielsen skaber intense portrætter af provinseksistenser, Jonas T. Bengtson skildrer Vesterbro og Nordvests storbysump, Dennis Gade Kofod skriver sig ind i et bornholmsk fiskermiljø, og Kristian Bang Foss i en tøjlagerhal på Amager. Socialrealismen viser sig som en stærk litterær genre og tegner et facetteret billede af et Danmark i lavtlønsområder.

Den biografiske vending og autofiktionen

Det selvbiografiske har i årtier levet en randeksistens i den danske litteratur oven på 70ernes knækprosa. I 1998 udkommer Christina Hesselholdts Hovedstolen, hvis titel er en henvisning til Per Højsholts diktum om, at forfattere ikke bør tære på hovedstolen. Hesselholdts roman trækker på det private stof og bliver et startskud for en ny bølge af bekendelseslitteratur og autofiktion. Det biografiske spor trækker lig og skandaler frem, værst går det for Jørgen Leth med udgivelsen af Det uperfekte menneske. Bogen bliver læst biografisk og ikke performativt, og forfatteren afskediges som tv-kommentator på grund af fortællerens seksuelle bekendelser.

Flere forfattere søger autenciteten ved at lade eget navn indgå i deres værker og skaber en bølge af bekendelser i fiktionsform. I 2001 udgiver Kristian Ditlev Jensen sin selvbiografiske roman Det bliver sagt, der skildrer en opvækst med seksuelt misbrug, og i 2007 tager Kim Leine samme tema op i erindringsromanen Kalak, der også giver et portræt af den sociale elendighed i Grønland. Forfatterne Erling Jepsen og Knud Romer formår i deres værker Kunsten at græde i kor og Den som blinker er bange for døden at skabe bidende erindringsportrætter af deres opvækst i Udkantsdanmark. Lokalsamfundene føler sig trådt på og tager til genmæle i medierne, hvilket bidrager til opmærksomheden omkring romanerne og forfatterne, og medier og litteratur indgår i et tæt samspil.

Bekendelser, erindringsfiktioner, dobbeltkontrakt, i løbet af 00erne samler interessen sig om den nye genrebetegnelse, autofiktion. Men ikke al litteratur, der passer til genrekategorien, tenderer det skandaløse. For nogle bliver det autofiktive en leg, som det ses i 2009, da Lone Aburas debuterer med et brag med romanen Føtexsøen. Hos Claus Beck-Nielsen tager legen med det biografiske en performativ drejning med bogen 'Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Bogen skildrer, hvordan forfatteren klæder sig ud som subsistensløs med hukommelsestab og må klare sig uden officiel identitet. Beck-Nielsens genrehybrid af samfundskritisk performance og dokumentarisme er uden sidestykke i dansk litteratur.

Kriminalromanen bliver stueren

00erne bliver det årti, hvor genrelitteraturen for alvor rører på sig. Kendte genrer får nyt liv, og nye genrer opstår. Særligt én ny genre får stor opmærksomhed, nemlig den lettilgængelige og underholdende chicklitt-genre, der i kølvandet på Bridget Jones' dagbøger afføder en nærmest uslukkelig læsertørst. I Danmark når genren et højdepunkt med udgivelsen af Nynnes dagbøger skrevet af det journalistiske forfatterkollektiv Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard.

Chick litt-genrens mørke storebror, kriminalromanen, bliver den genre, der gennemgår den største transformation i perioden. Fra at have levet en lidt ildeset tilværelse i litteraturens udkant, bliver begrebet 'den skandinaviske kriminalroman' født, og krimibølgen bliver et fænomen. Jussi Adler Olsen får succes med sin afdeling Q-serie, Sara Blædel med serien om kriminalassistenten Louise Rick, og Elsebeth Egholm slår igennem med Dicte-serien. Med de nye kvindelige krimiforfattere og de kvindelige hovedpersoners succes fødes også en ny genrebetegnelse: femi-krimien. En krimiforfatter, der gentagne gange formår at få begejstrede anmeldelser er Susanne Staun med Fanny Fiske-serien, og I 2008 udkommer Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer, der er en blanding af videnskabskrimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama. Romanen og dens blandingsgenre tager både anmelderne og læserne med storm.

Alt det litteraturen også er

Litteraturen er mangfoldig, og ikke al litteratur lader sig beskrive som en generel tendens. Flere forfatterskaber finder for alvor deres form og stemme i ooerne. Helle Helles forfatterskab får en central placering i den danske litteratur med en minimalistisk, underspillet realisme, og Kirsten Hammann skriver en satirisk komik frem i Fra Smørhullet fra 2004, hvilket ellers ikke ses hyppigt i periodens litteratur. Katrine Marie Guldager puster nyt liv i novellegenren med samlingerne København og Kilimanjaro. Poesien ligger ikke stille i perioden. I 2009 debuterer Theis Ørntoft frækt og stilsikkert med Yeah-suiten, og Ursula Andkjær Olsen udgiver i 00erne fem polyfone digtsamlinger. Lyrikken får en stærkt eksperimenterende og postfeministisk stemme med Mette Moestrups forfatterskab. Naja Marie Aidt har succes med sin Poesibog fra 2008 og har læsernes fulde opmærksomhed oven på udgivelsen af novellesamlingen Bavian fra 2006. Også Lone Hørslev behersker både prosa og poesi, og digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale fra 2009 med undertitlen Skilsmissedigte får opmærksomhed for dens mundrette sprog og dens bekendende karakter, der matcher det biografiske og autofiktive spor i prosaen, et spor, som ikke afsluttes med 00erne, men føres videre i litteraturen i det følgende årti.