Bog

Det uperfekte menneske 1+2

Af (
2009
)

Anmeldelse

Det uperfekte menneske af Jørgen Leth

19 dec.05

Knepning, konebytning og kondicykling. Fornøjet eller forarget? Jørgen Leths selvbiografi vil man enten elske eller hade.

Libertineren, filmmanden, digteren Jørgen Leth har skrevet sin livshistorie. Bogen er bygget op i scener fra hans liv, og når man læser dem, føles det næsten, som om man læser et digt eller ser en scene fra en film.

Alle situationerne eller scenerne er små historier fra Jørgen Leths begivenhedsrige liv. Nogle er lange og rimeligt minutiøst beskrevet, mens andre er meget korte og nærmest kun beskriver en følelse, han har haft på et givet tidspunkt.

Hele bogen bærer præg af Leths meget digteriske brug af sproget. Et sprog, som mange, der har fulgt med i Tour de France, vil nikke genkendende til. Et sprog, der er nærmest mytologiserende, specielt når det gælder beskrivelse af sport og musik.

At Leth er lidt af en levemand, får man klart indtryk af, når han beskriver sit stormomsuste kærlighedsliv og benyttelse af det, der befinder sig under bæltestedet. Disse eskapader bliver næsten lige så udførligt beskrevet og mytologiseret som sportspræstationerne. Nogle gange behøvede man måske ikke at få så meget at vide.

Jørgen Leths selvbiografi vil man enten elske eller hade. Elsker man Leths film og hans kommentarer under Tour de France, vil man finde en dybt ærlig, personlig og spændende bog. Kender man ikke noget til Leth og har ladet sig forføre af hetzen mod hans person, vil man måske blive bekræftet i sin forestilling om en selvoptaget, kold og dybt liderlig bog.

Men giv bogen en chance, Leths talent er unikt efter danske forhold. Og man må kun have respekt for, at han tør at være så ærlig, når man ser på, hvor meget postyr bogen har vakt.

Gyldendal, 2005. 365 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27554717
ISBN
9788702075748
Antal sider
780

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer