Slugt af Christina Englund

’Slugt’ er en roman over fotografen Francesca Woodmans liv og værk med kunsten som en altopslugende kraft.

Christina Englunds ’Slugt’ er en roman om det sidste år af den amerikanske fotograf Francesca Woodmans liv. I startscenen præsenteres forældrene i timerne efter den 22-årige Woodman tog sit liv med et spring fra et hustag i New York. Resten af romanen ligger forud for dette i tid og bevæger sig med jeg-fortælleren, den unge Francesca, gennem forelskelse, lidenskab, tab og sorg frem mod det afsluttende spring en vinteraften i 1981.
 

Portræt af kunstnerfamilien The Woodmans
’Slugt’ leverer et indlevet portræt af kunstscenen i New York i slutningen af 70erne, hvor Francesca voksede op i en kunstnerfamilie med en omgangskreds af kreative mennesker og med moren som en excentrisk keramiker, og faren som en forsmået maler. Især træder faderens støtte og blik for datterens særlige talent frem. Han introducerer hende for den surrealistiske kunstretning og giver hende kaldenavnet Nadja, en titelkarakter i en roman af André Bretton. Francescas evner er åbenlyse, hun er uddannet fra kunstakademiet, og faren understøtter sin ihærdige og originale datter, men brænder samtidig inde med sin frustration over egne kunstneriske ambitioner. Anderledes kompliceret fremstår forholdet til moderen, der ligesom datteren er indlevet og fuldt investeret i egne kreative projekter og ikke helt formår at løfte blikket derfra:

“Min mor og hendes ler. Så begejstret og selvudslettende hun er på en og samme tid. Så har hun ondt af sig selv, så føler hun sig uovervindelig, hvad skal man stille op med det, hvilket barn kommer ud af det? Hvilken mand forelsker sig i det, holder til det? I alle de år? Jeg er bare en beholder. Hendes. Er jeg bare en beholder?”
 

Iscenesættelser af forarbejderne til Woodmans originale værker
I midten af denne familiedynamik fortaber den unge Francesca sig i sit arbejde, hun opsluges af ideer og udforsker kunstneriske muligheder og rum. Læseren følger det komplicerede samarbejde mellem Francesca og assistenten og kollegaen Lydia, når deres fælles atelierlejlighed ramponeres og dækkes til i mel, og når de sniger sig ind på et museum ved lukketid for at tage fotografier i en montre.

En række af disse optrin i romanen er iscenesættelser af forarbejdet til Woodmans originale værker. Francesca Woodman efterlod sig 800 overvejende sort-hvide fotoværker, der rummer både melankoli, gådefuldhed og uhygge. Værkerne portrætterer ofte fotografen selv eller andre unge kvinder, nøgne, halvt afklædte eller slørede, i halvtomme, ramponerede rum. Et af Woodmans fotografier er et selvportræt af fotografen nedsunket i et badekar, hvor kun håret er synligt og hænger ud over kanten af karret. I Englunds fiktionalisering indarbejdes dette som en forvarsling af selvmordet:

”Jeg strækker mig ud og krøller mig sammen, farvel, tyngdekraft, det er som at svæve i det ydre rum, farvel, verden. Det føles, som om jeg flyder i plasma. Så er det måske alligevel muligt at viske det hele væk for en stund? […] Jeg ser mig selv udefra. Mit hår over kanten, mine arme bølgende dér i vandet.”
 

Om at være en engel
Englen er ofte brugt som rammesætning for Woodmans værker både til udstillinger og i bogform. On being an Angel er titlen på et af Woodmans mest ikoniske værker, som er et selvportræt af fotografen set oppefra, mens hun står nøgen på et trægulv.

Englen som motiv tages op og går igen flere steder i romanen, især i de kursiverede fremhævninger, der er karakteristiske for romanen og fremstår som litterære henvisninger eller citater:

”Jeg befinder mig i faldet fra taget, englen på vej gennem luften, rammer aldrig, har allerede ramt.”

Englemotivet er mangetydigt i romanen og forbindes ikke kun med døden, det uundgåelige og det frygtelige, men måske også med den kreative proces, som det ses i en passage, hvor Woodman venter på det rette øjeblik til et værk:

”Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der vil gå, ved bare at et eller andet skal passere, listende, tyst, igennem mig. Noget hvidt og blafrende. Sådan har det altid været. Og nej, det er ikke en engel. Det er alt andet end en engel.”
 

Fri fiktion over virkeligheden i en intens og følsom skrift
Ud over André Bretton er også Rainer Maria Rilke, Sylvia Plath og Woodmans egne dagbøger og breve skrevet ind i romanen og flyder for læseren sammen med Englunds intense og følsomme skrift. Det er for læseren ikke muligt at afgøre, hvornår fiktionen hører op, og citatet eller referencen til virkeligheden begynder. Romanen er ikke en egentlig biografi, men snarere en fri fiktion over den afdøde fotografs liv og værk. Romanen kan dermed læses som et indlevet studie i kompliceret kunstnersind, der udfoldes i et lyrisk koncentreret og fortættet sprog og ikke forpligter sig på et reproducere den mørke og mystificerende æstetik i Woodmans fotografier, men snarere tillader en ny poetisk skrift i egen ret at vokse frem.
 

’Slugt’ på det litterære Danmarkskort
’Slugt’ kan genremæssigt klassificeres som exolitteratur, der i modsætning til autofiktionen tager ikke tager udgangspunkt i forfatterens private oplevelser, men i stedet vender blikket udad og iscenesætter eller digter videre på en eksisterende persons historie. Exolitteraturen er kendetegnet ved et legende sprog og en eksperimenterende form og ved ofte på aktivistisk vis at flytte blikket fra de traditionelle store historiske og kulturelle personligheder til de mere perifere og underfortalte karakterer, fx kvindelige kunstnere, kvindelige forskere og de mandlige kunstnernes muser. Som danske eksempler kan nævnes Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen, Malene Ravns Hvor lyset er , Rakel Haslund Gjerrilds Adam i Paradis og Eva Tinds Kvinden der samlede verden.

’Slugt’ er dog især beslægtet med to andre nyere danske værker om kvindelige kunstfotografer, Christina Hesselholdts Vivian fra 2016 om fotografen Vivian Maier og Kristina Stoltz' Cahun fra 2019 om den franske fotograf Claude Cahun. Fælles for de tre forfattere og navnefællers værker er den koncentrerede lyriske skrift og det eksperimenterende, indlevede kunstnerportræt.

Et særligt litterært forbillede for værket er Sylvia Plaths Glasklokken, der både i indhold og tone klinger med i baggrunden under læsningen af Slugt . Elementer af Plaths digte er desuden indlejret undervejs i romanen.

Englund debuterede allerede som 17-årig med kortprosasamlingen ’Uden egentlig at sove’ i 1992. Hun har siden udgivet romaner, noveller og digte. I forfatterskabet dykkes der dybt ned i den menneskelige psyke og sættes fokus på menneskelige smertepunkter som tab, døb og angst og ensomhed i en ordknap, fragmentarisk og poetisk stil. ’Slugt’ udkommer efter en udgivelsespause på 13 år.