William Heinesen

Den færøske forfatter er en af de bedst kendte nordiske forfattere. Han er oversat til over 20 sprog og har om nogen været med til at placere Færøerne på det litterære verdenskort. Hans litteratur giver et unikt indblik i det lille øsamfund - især i Tórshavns alsidige bybillede. Dette betyder imidlertid ikke, at han skal karakteriseres som hjemstavnsdigter. Hans værker beskæftiger sig med det almenmenneskelige og kosmiske. Det er derfor ikke nødvendigt at have et specielt godt indblik i Færøernes kultur og historie for at nyde Heinesens litteratur.

William Heinesens litteratur er på den ene side jordnær, realistisk og satirisk – men samtidig er hans forfatterskab præget af forholdet til myten og til kosmos. Imidlertid er det specifikt færøske i Heinesens forfatterskab interessant for især en dansk læser, eftersom man her stifter bekendskab med en af dansk histories lakuner - danskernes rolle som kolonialister. Ikke sådan at forstå at Heinesen direkte tematiserer forholdet mellem koloni og kolonialister; men fordi han netop beskriver Færøerne, ligger dette forhold som en underlæggende forudsætning gennem alle hans værker.

Liv og levned

William Heinesen (1900-1991) var søn af den tórshavnske skibsreder og købmand Zacharias Heinesen og hans hustru Caroline Jacobine. Det var derfor naturligt for Heinesen at gå handelsvejen. Dette medførte, at han i 1917 blev elev på Købmandsskolen i København. Imidlertid trak forfatterdrømmene i ham. Han kom hurtigt i kontakt med københavnske kunstnerkredse, hvor han bl.a. mødte den danske digter Otto Gelsted – et møde der fik stor betydning for Heinesens litterære løbebane.

Allerede i 1921 udgav Heinesen sin første digtsamling: 'Arktiske Elegier og andre Digte'. At denne digtsamling var på dansk skyldes ikke blot, at Heinesen boede i Danmark, men derimod en kombination af at hans oprindelsesmiljø, det tórshavnske borgerskab, stadig var delvis dansksproget, og at færøsk havde været forbudt på hans barndoms skole. Dette medførte, at Heinesen ikke syntes, at han var i stand til at skrive på færøsk. Derfor er også resten af hans forfatterskab skrevet på dansk.

I 1927 døde Heinesens bror, hvilket kom til at påvirke hans litteratur. Han begyndte at adressere religiøse og eksistentielle problemer – især døden. Dette er tydeligt i Heinesens tre næste digtsamlinger: 'Højbjergning ved Havet '(1924), 'Sange mod Vaardybet' (1927) og 'Stjernerne vaagner' (1930), men præger ligeledes senere værker.

Imidlertid var handelsverdenen ikke ude af Heinesens liv. I 1932 vendte han tilbage til Færøerne for at arbejde i farens forretning. Samme år blev han gift med Elisa Susanne Johansen, med hvem han fik tre sønner. Hans tilbagevenden til Færøerne fik også betydning for hans forfatterskab. Selvom hans oprindelse på Færøerne også havde været tydelig i hans tidlige digtsamlinger – især i naturbeskrivelserne, var det først ved hjemkomsten til Tórshavn, han virkeligt begyndte at tematisere det specielt færøske.

Samtidig skiftede Heinesen genre, og selvom han resten af sit liv udgav en række digtsamlinger, var det fra nu af prosaen og ikke lyrikken, der dominerede hans litteratur. I 1934 udkom romanen Blæsende Gry, der tematiserer religiøse problematikker. Bogen er dog ikke introspektiv, og den religiøse problematik forsvinder ofte i mylderet af excentriske personligheds- og samfundsbeskrivelser. Det er disse beskrivelser, der i høj grad kobler bogen til Heinsens senere forfatterskab. Fire år senere udkom Noatun (1938), der ligesom Blæsende Gry omhandler religiøse problematikker. Begge bøger er tillige kollektivromaner og især den sidste, der beskriver en gruppe fiskere, har stærke mindelser til Hans Kirks 'Fiskerne' (1928). Ligesom de fleste kollektivromaner bærer Noatun endvidere præg af forfatterens stærke sociale bevidsthed. Denne sociale bevidsthed udviklede sig sidenhen, især i hans sene digtsamlinger, til uforfalsket samfundskritik.

Der gik elleve år før Heinesen igen udgav et værk – og da det endeligt skete, var hans tone markant ændret. Med krigsromanen Den sorte gryde (1949) og hans internationale gennemslagsværk De fortabte spillemænd (1950) bevægede Heinesen sig væk fra det socialrealistiske og over i dét, der med et moderne udtryk kan kaldes magisk realisme. Dette betød ikke, at Heinesen opgav at beskæftige sig med spørgsmålet om døden og livets mening – men udformningen blev anderledes. Disse to romaner er mindre bundne og mere fabulerende. Endvidere introducerer han her indirekte sin egen kosmiske vision - ideen om det cykliske liv med kvinden i centrum.

I den næste roman 'Moder Syvstjerne' (1952), er Heinesen imidlertid allerede på vej væk fra den magiske realisme og på vej ind i den optagethed af myten, der kom til at præge resten af hans forfatterskab.

Heinesen var på dette tidspunkt en anerkendt forfatter, der var oversat til et utal af sprog. Samtidig med at han fortsatte med at udgive ny litteratur – både romaner, noveller og digtsamlinger, modtog han at hav af priser og endte i 1980 med at blive udnævnt som hædersborger i Tórshavn, der i så høj grad havde dannet baggrunden for hans forfatterskab. I 1991 døde Heinesen – noget han dog ikke selv så som en slutning. Hans gravsten blev prydet af hans selvvalgte gravskrift: ”Alt er endnu i vorden”. Denne gravskift indfanger essensen af hans forfatterskab – som noget der ikke kommer med svar, men derimod er evigt søgende og dermed evigt begyndende. 

Religion og myter

Som anført i det ovenstående beskæftigede Heinesen sig gennem hele forfatterskabet med religion og myter. Allerede hans tidligste roman har således, den kollektive romanform taget i betragtning, et overraskende stort indhold af teologiske og kirkelige betragtninger. Både i den og i 'Noatum' sætter Heinesen den lutherske folkekirke, der indtil afskaffelsen af handelsmonopolet i 1856 havde været dominerende på Færøerne, overfor de forskelligartede sekter, der kom til at præge øerne op gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Det er imidlertid ikke sådan, at Heinesen tager parti for det ene eller det andet. Folkekirken beskrives som rigid, ubeslutsom og hyklerisk, mens sekterne beskrives som livsfjendske. Det Heinesen bruger sin kritik af religionen til, er at danne baggrund for en afmystificering og verdsliggørelse af religionen. Dette projekt komme ofte til syne i hans kvindeskildringer. Således kan novellen 'Jomfrufødslen' fra 'Gamaliels besættelse' (1960) ikke læses som andet end en verdslig parallel til juleevangliet. I samme ånd kobles Anna i novellesamlingen 'Laterna Magica' (1985) eksplicit med jomfru Maria og bliver indbegrebet af myten om den jordiske kvinde, der bærer livet og meningen med livet i sig.

I 'Moder Syvstjerne' er det ikke kristendommen, men derimod myten der tematiseres. Den kvindelige hovedperson Antonia er således i høj grad en abstraktion, der dog har tydelige, men ikke særligt uddybede menneskelige træk. Antonia kan dermed læses som kulmination på de mytiske træk, der allerede findes i De fortabte spillemænd.  I denne bog, som i de senere, findes en verden, der på den ene side er realistisk genkendelig, og på den anden side er befolket af personer, som alle repræsenterer noget andet end blot dem selv.

Læsningen af Heinesens forfatterskab som mytisk har været diskuteret, idet flere teoretikere har anført, at Heinesens forfatterskab først og fremmest er en hyldest til lysten til dette liv og til menneskets ret til at blive sin egen herre. Heinesens syn på myter gør imidlertid ikke op med menneskets autonomitet. Derimod mener Heinesen, at mennesket grundlæggende er myteskabende, og han ser myterne som noget, der afspejler dybe, uudforskede aspekter af den menneskelige natur. 

Hvor skal man begynde

Hvis man søger ”det typisk heineske” vil det være oplagt at begyndte med en af hans romaner, eksempelvis De fortable spillemænd, der blev hans store internationale gennembrud. Bogen står endvidere som et excellent eksempel på kernen i Heinesens værk som helhed, nemlig det som litteraturforskeren W. Glyn Jones kalder ”sammensmeltningen af det specielt færøske med det kosmiske”.  

Et andet sted man kan begynde er ved hans noveller, hvor man kort får et indblik i både hans skrivestil, hans temaer og ikke mindst i hans unikke evne til at beskrive især Tórshavns sære eksistenser. Disse eksistenser udgør et mikrokosmos, hvorfor Heinesen også her kobler det specifikke med det almene. Endvidere hænger en del af novellerne sammen med hans litteratur. Eksempelvis refererer 'Stormnatten' fra novellesamlingen 'Det fortryllende lys' (1957) til en række personer fra 'De fortabte spillemænd'.             

Det næsten rent samfundskritiske (men dog stadigt smukt poetiske) kan findes i hans senere digtsamlinger som 'Hymne og Harmsang' (1961), hvor Heinesen bl.a. i digtet 'Mill of Dead' retter et voldsomt angreb på massemediernes sensationsjagt.

Romanen Det gode håb, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 1965, kan også anbefales.