Analyse
Heinesen, William - Den sorte gryde
Lokkende kvinder, snusfornuftige forkyndere, tapre sømænd og pengegriske spekulanter. Det syder og sprutter af livets mange facetter i William Heinesens sorte gryde.
Det syder og sprutter af den menneskelige naturs mange facetter og af livets grundlæggende modsætninger i William Heinesens sorte gryde. Kærlige, lokkende kvinder, snusfornuftige forkyndere, tapre sømænd og gamle pengegriske spekulanter hvirvles rundt mellem hinanden og er alle med til at skabe et brusende og farvemættet billede på det liv, der leves i en lille færøsk havneby under 2. Verdenskrig. Her kommer uægte børn til verden, her bliver stærke sømænd slugt af havet eller skudt af krigens kugler, og her lever ondskab og godhed side om side og går ofte også hånd i hånd.
Den færøske forfatter og kunstner William Heinesen skriver hele sit store forfatterskab på dansk og i forlængelse af den danske litteraturtradition. Men på trods af dette svigter han sjældent sit færøske ophav og skriver derfor sine fortællinger med udgangspunkt i egne erfaringer og minder om det liv, der leves på de små øer i det store Atlanterhav. Han udvikler en ganske særegen stil, hvori han blander en mytisk og magisk farvet realisme ind i den farveløse og ofte humorforladte socialrealistiske stil, som megen af den danske litteratur var præget af fra 1930'erne og i en periode frem. På baggrund af denne egenartede blanding af det mytiske og det socialrealistiske udvikler William Heinesen sig således også til at blive en ener både i dansk og færøsk litteraturhistorie.
'Den sorte gryde' udkommer i 1949 og er Heinesens egentlige store gennembrud. Han debuterer i 1921 med digtsamlingen 'Arktiske elegier og andre digte', som bliver efterfulgt af flere digtsamlinger før hans prosadebut, 'Blæsende gry: nutidsroman fra Færøerne', som kommer i 1934. Men først med 'Den sorte gryde' træder han i karakter og skaber grobund for nogle af de tematikker, som han vender tilbage til gennem hele sit efterfølgende forfatterskab.
Tematisk set kredser William Heinesen ofte om livets grundlæggende og almengyldige betingelser – både i forhold til livets store, rammesættende perspektiver såvel som i forhold til de små og nære betingelser, der har betydning i hverdagens stille trummerum. I 'Den sorte gryde' kommer dette til udtryk ved, at William Heinesen på kunstfærdig vis anvender kollektivromanens kaleidoskopiske form til at tegne en lang række personskildringer, der i sin helhed danner et levende og nuanceret billede på alle de typer og menneskelige modsætninger, som et samfund er præget af. Men samtidig viser han også, hvorledes naturens stærke kræfter, religiøs fanatisme og overnaturlige og mytologiske magter på forskellig vis kan spille en afgørende og indgribende rolle i det menneskelige liv.
I 'Den sorte gryde' tegner William Heinesen et detaljeret billede af det liv, der leves på Færøerne i tiden under 2. Verdenskrig. Det var en tid, hvor Færøerne var besat af englænderne, og hvor mange almindelige sømænd tog chancen og enten måtte lade livet i tidens mange chancesejladser – eller kunne vende hjem med store økonomiske gevinster. Men på den anden side tegner William Heinesen også et persongalleri, der tilsammen rummer den menneskelige naturs mange forskellige former. For nok zoomer han ind på en lille skare mennesker i en lille by i det lille ø-land, men samtidig lader han også det liv, der leves i denne by, være et billede på nogle almengyldige livsbetingelser. Det er derfor ikke kun færingerne, der kan nikke genkendende til typer som den hellige og selvforherligende Simon Bager eller den ivrige og livsbekræftende styrmand Ivar. Men også uden for Færøerne kan Heinesens læsere identificere sig med de menneskelige dramaer og tematikker, som han udfolder i et mytisk fantasibefordrende og dog så realistisk, jordnært miljø.
William Heinesen skriver med en humoristisk og satirisk pen, hvilket særligt viser sig i hans beskrivelser af romanens store persongalleri. I romanen beskriver han alle samfundets sociale klasser og med en bidende satire og skarpe karikaturer. Han lader sin sociale retfærdighedssans og harme ramme de mennesker, der udnytter samfundets svage til egen vinding. Byens uovertrufne kapitalist, Oppermann, skildres derfor som en komisk kvindagtig skikkelse, som på trods af sin store økonomiske såvel som menneskelige magt går under i ydmygende og kyniske handlinger, hvilket i Heinesens gengivelse er blottet for enhver form for medynk eller medlidenhed. På den anden side mærker man dog en varm velvillighed over for bl.a. kraftkarlen Ivar og hans barndomsven Frederik, som begge kæmper sig op af den sociale rangstige ved at sætte livet på spil og som hengivent ødsler deres kærlighed ud over deres nærmeste og selve livets muligheder.
I sin vilje til at beskrive alle samfundets detaljer er William Heinesen således ikke bleg for at nævne alle drukkenboltene og alle samfundets vrangsider i det lille samfund. Men hans skildringer er ikke blottet for livsglæde og optimisme. For trods alle de mørke og dystre sider af livet, lader han godheden og den umiddelbare, ureflekterede ungdom stikke ud fra mængden og lyse op som et livgivende fyrtårn med håb og godhed midt i krigens og livets almene virak.
Det sociale og politiske engagement ligger som en undertone igennem hele romanen, men det trænger sig ikke på som William Heinesens primære ærinde. For først og fremmest er William Heinesen en forfatter, der er optaget af livets grundlæggende betingelser. Livets forgængelighed går igen som tema i romanen, og det fremstilles som en skrøbelig gave, der skal udnyttes og udleves, så længe chancen byder sig.
Liv og død, godhed og ondskab, klarsyn og vanvid, sorg og glæde og storsind og smålighed - alle livets modsætninger er repræsenteret og udfylder hver sin brik i det puslespil, der i sin samlede helhed ikke bare viser, hvordan livet ser ud i 'Den sorte gryde', men også hvorledes livet er i almindelighed.
Lokkende kvinder, snusfornuftige forkyndere, tapre sømænd og pengegriske spekulanter. Det syder og sprutter af livets mange facetter i William Heinesens sorte gryde.
Det syder og sprutter af den menneskelige naturs mange facetter og af livets grundlæggende modsætninger i William Heinesens sorte gryde. Kærlige, lokkende kvinder, snusfornuftige forkyndere, tapre sømænd og gamle pengegriske spekulanter hvirvles rundt mellem hinanden og er alle med til at skabe et brusende og farvemættet billede på det liv, der leves i en lille færøsk havneby under 2. Verdenskrig. Her kommer uægte børn til verden, her bliver stærke sømænd slugt af havet eller skudt af krigens kugler, og her lever ondskab og godhed side om side og går ofte også hånd i hånd.
Den færøske forfatter og kunstner William Heinesen skriver hele sit store forfatterskab på dansk og i forlængelse af den danske litteraturtradition. Men på trods af dette svigter han sjældent sit færøske ophav og skriver derfor sine fortællinger med udgangspunkt i egne erfaringer og minder om det liv, der leves på de små øer i det store Atlanterhav. Han udvikler en ganske særegen stil, hvori han blander en mytisk og magisk farvet realisme ind i den farveløse og ofte humorforladte socialrealistiske stil, som megen af den danske litteratur var præget af fra 1930'erne og i en periode frem. På baggrund af denne egenartede blanding af det mytiske og det socialrealistiske udvikler William Heinesen sig således også til at blive en ener både i dansk og færøsk litteraturhistorie.
'Den sorte gryde' udkommer i 1949 og er Heinesens egentlige store gennembrud. Han debuterer i 1921 med digtsamlingen 'Arktiske elegier og andre digte', som bliver efterfulgt af flere digtsamlinger før hans prosadebut, 'Blæsende gry: nutidsroman fra Færøerne', som kommer i 1934. Men først med 'Den sorte gryde' træder han i karakter og skaber grobund for nogle af de tematikker, som han vender tilbage til gennem hele sit efterfølgende forfatterskab.
Tematisk set kredser William Heinesen ofte om livets grundlæggende og almengyldige betingelser – både i forhold til livets store, rammesættende perspektiver såvel som i forhold til de små og nære betingelser, der har betydning i hverdagens stille trummerum. I 'Den sorte gryde' kommer dette til udtryk ved, at William Heinesen på kunstfærdig vis anvender kollektivromanens kaleidoskopiske form til at tegne en lang række personskildringer, der i sin helhed danner et levende og nuanceret billede på alle de typer og menneskelige modsætninger, som et samfund er præget af. Men samtidig viser han også, hvorledes naturens stærke kræfter, religiøs fanatisme og overnaturlige og mytologiske magter på forskellig vis kan spille en afgørende og indgribende rolle i det menneskelige liv.
I 'Den sorte gryde' tegner William Heinesen et detaljeret billede af det liv, der leves på Færøerne i tiden under 2. Verdenskrig. Det var en tid, hvor Færøerne var besat af englænderne, og hvor mange almindelige sømænd tog chancen og enten måtte lade livet i tidens mange chancesejladser – eller kunne vende hjem med store økonomiske gevinster. Men på den anden side tegner William Heinesen også et persongalleri, der tilsammen rummer den menneskelige naturs mange forskellige former. For nok zoomer han ind på en lille skare mennesker i en lille by i det lille ø-land, men samtidig lader han også det liv, der leves i denne by, være et billede på nogle almengyldige livsbetingelser. Det er derfor ikke kun færingerne, der kan nikke genkendende til typer som den hellige og selvforherligende Simon Bager eller den ivrige og livsbekræftende styrmand Ivar. Men også uden for Færøerne kan Heinesens læsere identificere sig med de menneskelige dramaer og tematikker, som han udfolder i et mytisk fantasibefordrende og dog så realistisk, jordnært miljø.
William Heinesen skriver med en humoristisk og satirisk pen, hvilket særligt viser sig i hans beskrivelser af romanens store persongalleri. I romanen beskriver han alle samfundets sociale klasser og med en bidende satire og skarpe karikaturer. Han lader sin sociale retfærdighedssans og harme ramme de mennesker, der udnytter samfundets svage til egen vinding. Byens uovertrufne kapitalist, Oppermann, skildres derfor som en komisk kvindagtig skikkelse, som på trods af sin store økonomiske såvel som menneskelige magt går under i ydmygende og kyniske handlinger, hvilket i Heinesens gengivelse er blottet for enhver form for medynk eller medlidenhed. På den anden side mærker man dog en varm velvillighed over for bl.a. kraftkarlen Ivar og hans barndomsven Frederik, som begge kæmper sig op af den sociale rangstige ved at sætte livet på spil og som hengivent ødsler deres kærlighed ud over deres nærmeste og selve livets muligheder.
I sin vilje til at beskrive alle samfundets detaljer er William Heinesen således ikke bleg for at nævne alle drukkenboltene og alle samfundets vrangsider i det lille samfund. Men hans skildringer er ikke blottet for livsglæde og optimisme. For trods alle de mørke og dystre sider af livet, lader han godheden og den umiddelbare, ureflekterede ungdom stikke ud fra mængden og lyse op som et livgivende fyrtårn med håb og godhed midt i krigens og livets almene virak.
Det sociale og politiske engagement ligger som en undertone igennem hele romanen, men det trænger sig ikke på som William Heinesens primære ærinde. For først og fremmest er William Heinesen en forfatter, der er optaget af livets grundlæggende betingelser. Livets forgængelighed går igen som tema i romanen, og det fremstilles som en skrøbelig gave, der skal udnyttes og udleves, så længe chancen byder sig.
Liv og død, godhed og ondskab, klarsyn og vanvid, sorg og glæde og storsind og smålighed - alle livets modsætninger er repræsenteret og udfylder hver sin brik i det puslespil, der i sin samlede helhed ikke bare viser, hvordan livet ser ud i 'Den sorte gryde', men også hvorledes livet er i almindelighed.
Kommentarer