Analyse
Heinesen, William - De fortabte spillemænd
På Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker findes det gode ... ihvertfald ifølge William Heinesen.
William Heinesen var en forfatter, der placerede sig mellem to lande: Danmark og Færøerne. Han var i høj grad inspireret af den litterære scene i Danmark, og han skrev på dansk, men alle hans tekster handler om og foregår på Færøerne. Det meste af livet boede han på Færøerne med undtagelse af studieårene i Danmark. I ungdommen udgav han digtsamlinger, der var præget af en vis melankoli, og som var inspireret af både samtidens digtere og den salmetradition, han var vokset op med på Færøerne. Den første roman 'Blæsende gry' udkom i 1934 og siden fulgte 'Noatun' (1938), 'Den sorte gryde' (1949), 'De fortabte spillemænd' (1950), 'Moder syvstjerne' (1952), 'Det gode håb' (1964) og 'Tårnet ved verdens ende' (1976). Derudover har han udgivet noveller og essays, og han var også billedkunstner, hvilket i 1980 resulterede i en bog med tegninger, malerier og papirklip.
Forfatterskabet er præget af Heinesens idealisme, og han er, som mange af sine samtidige forfatterkolleger, præget af både Marx og Freud. I prosaen er han ofte splittet mellem en hyldest til det gode i livet og en indignation over uretfærdigheden, men i stedet for at gå til dette med alvor og tungsind, udmønter det sig hos Heinesen i humoristiske beskrivelse af mennesker og deres historie. Hans tiltro til livet og godheden i menneskene er et tema, som bliver dynamisk i Heinesens forfatterskab, fordi han også tør pege på det grimme og onde. Men det er altid det poetiske og smukke i tilværelsen, han ender med at fæstne sig ved og beskrive.
'De fortabte spillemænd' er William Heinesens fjerde roman. I denne bog er det tydeligt at mærke, hvor Heinesen mener, det gode findes: på Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker, som er repræsenteret af de fem spillemænd og deres familier og venner. Spillemændene er tre brødre: Moritz, Sirius og Kornelius og deres to venner: spillelærer Boman og magister Mortensen. For de tre brødre er livet let og lykkeligt og fuld af kraft og energi, ingen udfordringer er for store, de har eventyrlyst alle tre, og de er drømmere - især Sirius, der skriver digte og Kornelius, der leder efter en hemmelig skat. De lever et ubekymret liv i det lille miljø i Torshavn omkring 1. verdenskrig.
Romanens første del er en skildring af et sted, hvor der er plads til alle typer, og hvor alle tager sig af hinanden. Men man fornemmer, at denne lykke ikke kan vare ved. Naturen er barsk og udgør en fare for de lykkelige mennesker, men i virkeligheden er den værste trussel sparekassebestyrer Ankersen og hans afholdsforening Ydun, som ikke er bange for at bruge alle midler i forsøget på at omvende byens beboere. Spillemændene og deres venner holder af fest, musik og brændevin, og dette falder ikke i Ankersens smag. Men spillemændene bliver først fortabte, da Ankersens søn pludseligt dukker op på øen. Han har på ingen måde rent mel i posen, og hans bekendelser hos den indre missionske afholdsforening er vist ikke helt oprigtige.
'De fortabte spillemænd' er delt op i fire satser, og bogen er på den måde som et stykke musik, der er nøje komponeret til at fortælle en bestemt historie. Fortælleren fører os ind over Færøerne i bogens første scene og med hver sats indledes et nyt kapitel i beretningen, der er præget af fortællerens store overblik både i tid og sted. Man fornemmer, at spillemændenes oplevelser er båret af en ufravigelig skæbne, og fortælleren ved hele vejen igennem, hvordan kompositionen skal ende.
Heinesen maler et morsomt og kærligt portræt af alle typerne i den lille by lige fra den lettere fordrukne sømand, Ole Brandy, til den hellige sparrekassebestyrer Ankersen. Samtidig er der ingen tvivl om, hvad Heinesen vil med bogen. Han kritiserer det sekt-lignende forhold nogle af byens borgere har til kristendommen, og 'De fortabte Spillemænd' er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis den slags mennesker får for megen tilslutning. Det onde findes ikke kun hos de fundamentalistiske kristne, men også hos de gerrige. De mennesker, der kun handler ud fra, hvad der tjener dem bedst økonomisk, og som af den grund gerne vil passe på deres omdømme, er blandt andet illustreret af landfoged Kronfeldt, der hellere vil have en uskyldig dømt for tyveri, end at få blakket sit eget ry. Men bogen er på ingen måde deprimerende, og Heinesen holder igennem hele fortællingen fast på håbet. Selvom alle spillemændene ”fortabes”, så bliver deres børn og koner ved med at føre det gode videre. Og for Heinesen er det gode forbundet med musik og poesi, med kvindelige omsorg, tolerance og tætte venskaber.
Heinesen er ikke fordømmende, og der ligger hele tiden en uudtalt forståelse for selv de værste mennesker, han beskriver. Men han ønsker at pege på den skade, ekstrem religiøsitet og grådighed kan forvold. Og så vil han fortælle om den godhed, som menneskene indeholder, som magister Mortensen formulerer det: ”Godheden er for hede helvede en realitet!”. Den godhed besidder moderen Eliana, der på trods af fattigdom tager sig af forældreløse børn, den besidder Sirius, da han gifter sig med en pige, som er kommet i uføre og Ole Brandy, da han lader en hjemløs gammel kone og hendes døve datter flytte ind i, så han må sove oppe under loftet. Og uanset spillemændene ulykke, så er denne godhed ikke til at slå ihjel, den forbliver en realitet igennem hele bogen.
Heinesen placerer sig i en realismetradition, som præger en del af 50’ernes litteratur, men samtidig gør han også op med socialrealismen, idet han i 'De fortabte spillemænd' introducerer en form for magisk realisme, hvor netop det utrolige og magiske har en magt over hverdagen og dens begrænsninger. Således er hans samfundskritik også en hyldest til poesien i tilværelsen.
Kilder, links og centrale værker
På Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker findes det gode ... ihvertfald ifølge William Heinesen.
William Heinesen var en forfatter, der placerede sig mellem to lande: Danmark og Færøerne. Han var i høj grad inspireret af den litterære scene i Danmark, og han skrev på dansk, men alle hans tekster handler om og foregår på Færøerne. Det meste af livet boede han på Færøerne med undtagelse af studieårene i Danmark. I ungdommen udgav han digtsamlinger, der var præget af en vis melankoli, og som var inspireret af både samtidens digtere og den salmetradition, han var vokset op med på Færøerne. Den første roman 'Blæsende gry' udkom i 1934 og siden fulgte 'Noatun' (1938), 'Den sorte gryde' (1949), 'De fortabte spillemænd' (1950), 'Moder syvstjerne' (1952), 'Det gode håb' (1964) og 'Tårnet ved verdens ende' (1976). Derudover har han udgivet noveller og essays, og han var også billedkunstner, hvilket i 1980 resulterede i en bog med tegninger, malerier og papirklip.
Forfatterskabet er præget af Heinesens idealisme, og han er, som mange af sine samtidige forfatterkolleger, præget af både Marx og Freud. I prosaen er han ofte splittet mellem en hyldest til det gode i livet og en indignation over uretfærdigheden, men i stedet for at gå til dette med alvor og tungsind, udmønter det sig hos Heinesen i humoristiske beskrivelse af mennesker og deres historie. Hans tiltro til livet og godheden i menneskene er et tema, som bliver dynamisk i Heinesens forfatterskab, fordi han også tør pege på det grimme og onde. Men det er altid det poetiske og smukke i tilværelsen, han ender med at fæstne sig ved og beskrive.
'De fortabte spillemænd' er William Heinesens fjerde roman. I denne bog er det tydeligt at mærke, hvor Heinesen mener, det gode findes: på Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker, som er repræsenteret af de fem spillemænd og deres familier og venner. Spillemændene er tre brødre: Moritz, Sirius og Kornelius og deres to venner: spillelærer Boman og magister Mortensen. For de tre brødre er livet let og lykkeligt og fuld af kraft og energi, ingen udfordringer er for store, de har eventyrlyst alle tre, og de er drømmere - især Sirius, der skriver digte og Kornelius, der leder efter en hemmelig skat. De lever et ubekymret liv i det lille miljø i Torshavn omkring 1. verdenskrig.
Romanens første del er en skildring af et sted, hvor der er plads til alle typer, og hvor alle tager sig af hinanden. Men man fornemmer, at denne lykke ikke kan vare ved. Naturen er barsk og udgør en fare for de lykkelige mennesker, men i virkeligheden er den værste trussel sparekassebestyrer Ankersen og hans afholdsforening Ydun, som ikke er bange for at bruge alle midler i forsøget på at omvende byens beboere. Spillemændene og deres venner holder af fest, musik og brændevin, og dette falder ikke i Ankersens smag. Men spillemændene bliver først fortabte, da Ankersens søn pludseligt dukker op på øen. Han har på ingen måde rent mel i posen, og hans bekendelser hos den indre missionske afholdsforening er vist ikke helt oprigtige.
'De fortabte spillemænd' er delt op i fire satser, og bogen er på den måde som et stykke musik, der er nøje komponeret til at fortælle en bestemt historie. Fortælleren fører os ind over Færøerne i bogens første scene og med hver sats indledes et nyt kapitel i beretningen, der er præget af fortællerens store overblik både i tid og sted. Man fornemmer, at spillemændenes oplevelser er båret af en ufravigelig skæbne, og fortælleren ved hele vejen igennem, hvordan kompositionen skal ende.
Heinesen maler et morsomt og kærligt portræt af alle typerne i den lille by lige fra den lettere fordrukne sømand, Ole Brandy, til den hellige sparrekassebestyrer Ankersen. Samtidig er der ingen tvivl om, hvad Heinesen vil med bogen. Han kritiserer det sekt-lignende forhold nogle af byens borgere har til kristendommen, og 'De fortabte Spillemænd' er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis den slags mennesker får for megen tilslutning. Det onde findes ikke kun hos de fundamentalistiske kristne, men også hos de gerrige. De mennesker, der kun handler ud fra, hvad der tjener dem bedst økonomisk, og som af den grund gerne vil passe på deres omdømme, er blandt andet illustreret af landfoged Kronfeldt, der hellere vil have en uskyldig dømt for tyveri, end at få blakket sit eget ry. Men bogen er på ingen måde deprimerende, og Heinesen holder igennem hele fortællingen fast på håbet. Selvom alle spillemændene ”fortabes”, så bliver deres børn og koner ved med at føre det gode videre. Og for Heinesen er det gode forbundet med musik og poesi, med kvindelige omsorg, tolerance og tætte venskaber.
Heinesen er ikke fordømmende, og der ligger hele tiden en uudtalt forståelse for selv de værste mennesker, han beskriver. Men han ønsker at pege på den skade, ekstrem religiøsitet og grådighed kan forvold. Og så vil han fortælle om den godhed, som menneskene indeholder, som magister Mortensen formulerer det: ”Godheden er for hede helvede en realitet!”. Den godhed besidder moderen Eliana, der på trods af fattigdom tager sig af forældreløse børn, den besidder Sirius, da han gifter sig med en pige, som er kommet i uføre og Ole Brandy, da han lader en hjemløs gammel kone og hendes døve datter flytte ind i, så han må sove oppe under loftet. Og uanset spillemændene ulykke, så er denne godhed ikke til at slå ihjel, den forbliver en realitet igennem hele bogen.
Heinesen placerer sig i en realismetradition, som præger en del af 50’ernes litteratur, men samtidig gør han også op med socialrealismen, idet han i 'De fortabte spillemænd' introducerer en form for magisk realisme, hvor netop det utrolige og magiske har en magt over hverdagen og dens begrænsninger. Således er hans samfundskritik også en hyldest til poesien i tilværelsen.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer